OPDATERING: Kvickly i Helsinge genåbnede klokken 10.40, oplyser butikken på Facebook.
Et af landets største Kvickly-supermarkeder har fredag været nødt til at lukke butikken.
Det bekræfter John Byrian, der er direktør for Kvickly i Helsinge.
»Vores rengøringsfolk så noget, som måske kunne være skadedyr. Om det var en mus, eller hvad det var, ved vi ikke,« siger han til B.T.
Lige nu afventer personalet nogle skadedyrsbekæmpere.
»Der er på vej herud med en hund, der jo med det samme kan afgøre, om der har været noget. Vi er nødt til at reagere med det samme på den slags og holde butikken lukket indtil videre.«
Han håber, at forretningen kan genåbne senere på dagen.
»Der er nogle forskellige regler, når den slags sker, men vi vil selvfølgelig gerne åbne igen så hurtigt som muligt. Nu skal vi først og fremmest have fundet ud af, om der er noget eller ej.«
