Ude i de små samfund er det mange steder svært at være købmand og dagligvarebutik.

»De ligger i et kæmpe krydspres.«

Sådan lyder det fra direktør Jannick Nytoft fra De Samvirkende Købmænd, som repræsenterer mange af de små købmænd.

Krydspresset kommer dels fra meget lavere moms i nabolande og meget lavere lønninger, siger han.

Hos De Samvirkende Købmænd holder de derfor på, at differentieret moms skal indføres. Det vil både gavne kunder og også de mindre købmænd, lyder det.

For på den måde bliver de danske butikker mere konkurrencedygtige over for eksempelvis tyske butikker, som til sammenligning kun har syv procents moms på fødevarer.

tip os
Er din lokale dagligvarebutik i problemer? Så vil B.T. meget gerne høre fra dig. Kontakt os via formularen her.

B.T. sætter i en række artikler fokus på, at små dagligvarebutikker er pressede af stigende fødevarepriser.

De mærker nemlig også, at fødevarepriserne ifølge Danmarks Statistik generelt er steget med knap 31 procent over de seneste fire år.

Det fortæller blandt andre Dan Edlefsen, der – efter nabobyens købmand lukkede – kom med et opråb. Han driver selv købmandsbutik i Bylderup-Bov.

»Købmændene er jo alfa og omega. De er samlingspunkter i mange små samfund i dag,« siger han og sender en klar opfordring:

»Tænk jer om, inden I tager rejsen til nabolandet for at spare håndører, vil jeg jo sige. Tænk hellere på at bevare det lokale miljø, som der er i dag.«

Meldinger syd for grænsen tyder dog også på, at der er noget om snakken, hvad angår skarp konkurrence fra nabolande.

I Coops kæde Fakta Tyskland fortæller de nemlig, at salget af dagligvarer går strygende. På et år er dagligvaresalget steget med 10 procent

Hos grænsebutikken Fleggaard meldte de desuden i sommer, at deres salg på samme område er steget med 13 procent.

De Samvirkende Købmænd vil derfor gerne have en fødevaremoms, der er lavere end andre forbrugsvarers. Den skal sænkes fra 25 til 15 procent.

Jannick Nytoft erkender dog, at det ikke er kundernes ansvar at holde liv i erhvervsdrivendes forretninger.

Alligevel kommer han med et indspark, som kalder på eftertanke hos de handlende.

»Selvfølgelig må den enkelte fuldstændig selv vurdere, hvor de vil handle,« siger Jannick Nytoft, der er direktør i DSK.

»Man skal bare overveje, hvad den lokale købmand betyder for det lokale samfund. Et mindre samfund er i risiko for at dø uden den, og så står man måske lige pludselig med et hus, der er markant mindre værd i stedet for.«