De fire seneste måneder har Salling Group-kæderne Netto, Bilka og Føtex blæst budskaber ud om kampagnen 'priskrig' og løbende sænket priserne på over 100 varer. 

Men nu er det slut. Priskrig er færdigt som koncept. Den massive mængde skilte ryger ned. 

»Kampagnen har haft den effekt, den skulle have. Intentionen med 'priskrig' er opfyldt,« siger Henrik Vinther Olesen, kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i Salling Group, til B.T.:

»Målet var at få priserne ned, og vi kan se på tværs af de varer, vi har haft fingre i, der er priserne sat ned med 18 procent. Det svarer meget godt til den inflation, der har været, siden inflationen tog fat, så målet med det her var og er, at vi får pillet toppen af priserne, og det er lykkedes, og derfor siger vi, det er på et godt niveau, og nu låser vi det fast.«

Ifølge redaktionschef for B.T. Penge, Niels Philip Kjeldsen, har kampagnen på mange måder været en succes. 

»Man må virkelig give Salling Group, at de har fået skabt noget larm med kampagnen. Den har fyldt meget visuelt i butikkerne og i de budskaber, de har ført ud i medierne. Så det har været ret massivt,« siger Niels Philip Kjeldsen:

»På de varer, de har haft med i kampagnen, er priserne faldet ret meget. Men man skal huske, at 100 varer er et meget minimalt udsnit af det samlede sortiment i sådan et supermarked. Og jeg havde måske håbet, på forbrugernes vegne, at det blev bredt ud til mere end 100 varer. Det sker så ikke.«

Synes I selv, at I har gjort nok for at få priserne ned mere generelt set?

»Det her var et billede på, at vi og vores leverandører har en fælles opgave i at få priserne ned. Og ved at gøre det her, har vi sat lys på det og vist, det kan lade sig gøre, hvis man er villig til at investere. Vi har finansieret det her fra egen lomme så at sige,« siger Henrik Vinther Olesen: 

»Nu er presset lagt videre ud til leverandørerne, som vi har en god dialog med. Jeg synes, det har været med til at starte en debat.«

Kunne I ikke have udvidet feltet noget mere, i stedet for at lukke det ned nu?

»Jo, det kunne man godt have gjort. Men som sagt kommer alt med en pris, og man skal gøre op, hvor meget indsats man skal gøre for at nå det her konkrete mål. Det her har haft en pris i sig selv, og skulle man gøre det på alle varer, så ville vi skulle til at tage et tab hele vejen rundt.« 

Selvom kampagnen har kostet Salling Group penge i form af prisnedsættelser, mener kommunikations- og bæredygtighedsdirektøren, at det er en investering.

»Både i forhold til at stå rigtigt på prisen og at presse på for den grønne omstilling. Det har så en pris, og sådan må det være,« lyder det.

Bliver de varer, I har haft med i priskrig, så dyrere nu?

»Der er ingen planer om at sætte priserne op på dem. De ligger på et niveau, som vi synes, at de skal ligge på. Så nej, de bliver ikke sat op,« siger Henrik Vinther Olesen.

»Der sker selvfølgelig det, at verden kan forandre sig, men som verden ser ud nu, så har det fået det niveau, som vi synes det skal ned på. 18 procent er pillet af - det har været skub i markedet, og vi tror på, at det har været med til at påvirke at priserne generelt er på vej i den rigtige retning.«