Skræk i ferieparadis: Tre kvinder fundet døde
Det er sket inden for bare de seneste uger.

Det er sket inden for bare de seneste uger.

Først var dér en, så to og siden tre døde kvinder.
Så skrækken og usikkerheden er begyndt at sprede sig i det mexicanske ferieparadis Puerto Vallarta.
For kun inden for de seneste uger er ligene af de dræbte kvinder blevet fundet rundt omkring i byen, skriver Fox News.
Og dødsfaldene er et mysterium for det lokale politi.
Ingen af ofrene er således blevet identificeret – det står kun klart, at der er flere fællestræk: De var sandsynligvis mellem 30-35 år, havde tatoveringer og var delvist afklædte.
Derfor er der muligvis en sammenhæng mellem sagerne, mener politiet.
Samtidig arbejdes der ud fra en teori om, at de kan være blevet slået ihjel andre steder og 'blot' efterladt Puerto Vallarta, da ingen familie eller bekendte har henvendt sig i forbindelse med sagerne.
Kvindernes lig er blevet fundet mellem 10. og 21. maj.
Omkring 1,7 millioner turister besøger hvert år Puerto Vallarta, der ligger i delstaten Jalisco.
Byen var også hjemsted for urolighed tidligere på året, da der mange steder i Mexico opstod uroligheder og optøjer, efter at militæret dræbte narkokartellederen 'El Mencho', Nemesio Oseguera Cervantes.