Sker for tiende gang: Sender dig gratis hjem
Er du en af de mange, som får et gratis lift hjem?

Er du en af de mange, som får et gratis lift hjem?

Hvis du handler i Spar henover julen, så kan du komme hjem helt gratis.
For tiende år i streg inviterer Spar danskerne indenfor i bussen. Siden 2016 har julebusserne kørt på tværs af landet, så passagererne kan komme hjem til familie og venner uden at skulle betale for turen.
Og i år er ingen undtagelse, oplyser dagligvarekæden i en pressemeddelelse.
»Det er noget helt særligt, at vi nu kan sende danskerne hjem til jul for tiende gang. Et gratis lift hjem er blevet en tradition, som vi er utrolig stolte af, fordi den handler om noget så enkelt og vigtigt som at hjælpe danskerne hjem til dem, de holder af,« siger Kent Riis, kædedirektør i Spar.
Og i år lover Spar lidt ekstra med på turen.
På alle sæder venter nemlig en goodiebag med et udvalg af små overraskelser fra Spars butikker.
Som en ekstra julehilsen ved ankomsten trækkes der i hver bus lod om et gavekort til den lokale Spar, hvor vinderen bliver sat af.
»Vi vil gerne gøre lidt ekstra ud af årets tur. Goodiebag'en har været en fast del af julebusserne i flere år og er noget, vores passagerer sætter stor pris på. I anledning af 10-års jubilæet gør vi derfor lidt ekstra ud af turen, så der er lidt ekstra julehygge både undervejs og ved ankomsten. Det skal være en hyggelig start på juleferien,« siger Kent Riis.
Julebusserne kører 22. december, og tilmeldingen åbner på Spars hjemmeside 28. oktober.
Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og erfaringen fra Spar viser, at flere af ruterne hurtigt bliver fyldt op.
Sidste år benyttede mere end 1.000 danskere sig af muligheden for at få et gratis lift hjem til jul.
I alt kører SPAR 43 ruter med mere end 140 stop rundt i landet, så passagererne kan komme hjem til familie og venner.