Hvor meget vil du egentligt spare i kroner og øre, hvis det ender med, at momsen på frugt og grønt forsvinder helt eller bare halveres?
Det spørgsmål stiller mange lige nu.
Daværende skatteminister Jeppe Bruus (S har nemlig bestilt en analyse, der skal vise, hvad det vil koste samfundet at ændre på momsen, så æbler, salat, kål og andre sunde varer bliver billigere.
Og ventetiden er formentlig snart forbi.
I en mail til en direktør for en supermarkedskæde har ansatte i Skatteministeriet lagt op til, at der vil komme en »dialog« om variation på momsen, ligesom der er i de andre EU-lande.
Lad os komme tilbage til, hvad det så betyder for din pengekonto, hvis det ender med, at momsen for de sunde varer droppes.
En forbrugerundersøgelse lavet af Dansk Bank viser, at en voksen i gennemsnit bruger 4.750 kroner om året på frugt og grønt.
Og af det beløb er 950 kroner moms til staten.
Er man to voksne i husstanden, er det altså cirka 1.900 kroner, husstanden årligt betaler i ren moms til staten for de grønne varer, og naturligvis endnu mere, hvis man er en familie med børn.
Ida Marie Moesby, der er forbrugerøkonom hos Nordea, peger på, at danskerne helt generelt vil købe flere æbler, gulerødder, agurker og andet sundt, hvis momsen ryger eller skæres ned.
Det viste erfaringen nemlig, da Lidl og 365discount tidligere på året satte priserne på frugt og grønt ned, så det svarede til, at momsen var væk.
»Vi ser typisk, at der vil være flere, der vil købe frugt og grønt, hvis man fjerner momsen på den type vare. Det vil øge efterspørgslen, da det ville blive relativt billigere i forhold til andre varer,« siger hun.

Forbrugerøkonomen mener også, at danskerne så vil bruge færre penge på at købe de knap så sunde varer.
»Det vil også betyde, at vi kommer til at bruge mindre penge på andre varekategorier,« siger hun.
Marabou-priser, tyveri på restauranter og to hårde sparemetoder er på programmet i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor B.T.s Penge-chef, Niels Philip Kjeldsen, og B.T.s madekspert, Thomas Castberg, tager emnerne under kærlig behandling.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at trykke play herunder.
