Flere butikskæder landet over har taget diverse tiltag til sig for at forhindre, at varerne bliver solgt med femfingers rabat.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan blandt andre Coop 365 har sat flere varer bag lås og slå for at stoppe tyven.
Nu har også et af de nye skud på dagligvarestammen har set sig nødsaget til, at gøre brug af redskabet.
Det fortæller direktør i Alma, Alfred Josefsen, til DR.
For i københavnerbutikken, der er en slags åndelig arvtager for den lukkede kæde Irma, oplever de også, at varerne forsvinder fra hylderne, uden at der bliver betalt for dem på vej ud.
Hos Alma er det blandt andet osten Gammel Knas, der forsvinder fra hylderne, og osten er derfor blevet sat bag lås og slå.
Til DR fortæller direktøren, at man hos Alma ærgrer sig over at se sig nødsaget til at tage tiltaget i brug.
»Det er da kæmpe irriterende. 99,9 procent af kunderne er jo ærlige, og det er voldsomt generende, at vi siger til dem, at de skal række hånden op for at se på et stykke kød. Men der er på mange områder så små avancer, at fortjenesten hurtigt går til spilde,« siger han til mediet.
Direktøren fortæller, at også andre dyre varer som kød og kaviar er blevet låst inde, og at han ikke kan udelukke, at flere varer vil blive tyverisikret i fremtiden.
