Royal Unibrew tilbagekalder et større parti af deres energidrik Faxe Kondi Booster Energi.

 Det oplyser Royal Unibrew i en pressemeddelelse. 

Det drejer sig om et parti af 50 centiliter dåser, som har bedst før-datoen 25.09.27 og EAN-nummeret 5741000145388.

De tilbagekaldes, da de ved en fejl indeholder det kunstige sødestof aspartam. 

'Da aspartam ikke er deklareret på det berørte produkt, tilbagekaldes produktet af særligt hensyn til personer med Føllings sygdom, for hvem indtagelse af aspartam kan udgøre en sundhedsrisiko,' skriver Royal Unibrew.

De pågældende energidrikke er blevet solgt bredt på tværs af Danmark. 

Personer, der har købt de berørte energidrikke, opfordres til at levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt eller kassere dem.