'Historisk'.
Sådan skulle det i år være gået med salget af valgflæsk i en af de store dagligvarekæder.
Hos Rema 1000 lyder det nemlig fra kommunikationsdirektøren, at det har været vildt med salget i forbindelse med kommunalvalget.
»Vi bliver rendt over ende,« lyder det i et tweet fra Jonas Schrøder.
»Vi sælger skiveskåret flæsk i historisk store mængder.«
Til B.T. oplyser han, at de aldrig har haft så stort salg af flæsk på en uge.

Det hænger dog også sammen med, at de kører kampagne på det i deres tilbudsavis, tilføjer han.
De havde i den norskejede kæde nemlig sat 300 til 400 gram flæsk på tilbud til 25 kroner.
Noget, som danske kunder altså – ifølge kommunikationsdirektøren – i den grad har valgt at benytte sig af.
Meldingen om det positive salg kom allerede samme dag, som valget løb af stablen. Nemlig tirsdag.
Valgflæsk er et gammelt ord for generøse løfter givet til vælgerne i forbindelse med et valg. Det er dog også blevet en ret, som i Danmark ofte bliver serveret i forbindelse med, at der afholdes valg.
En tradition, der altså ifølge Rema 1000 lever i bedste velgående.
