Dagligvarekæden Rema 1000 er danskernes foretrukne supermarked.

Kæden indtog nemlig i januar førstepladsen i YouGovs Best Brand Rankings 2026.

Nu får endnu flere danskere mulighed for at finde en butik i nærheden, skriver Retail News.

I løbet af efteråret åbner Rema 1000 nemlig otte nye butikker over hele landet. Ligesom alle andre af kædens forretninger skal de drives af selvstændige købmænd efter en franchisemodel.

I løbet af efteråret er der planlagt åbning af fire nye butikker i Jylland, en på Als og tre på Sjælland, hvoraf to er i københavnsområdet.

Mere præcist kommer butikkerne til at ligge i Viuf nær Vejle, i Virklund, Aalborg og på Als. Mens de sjællandske butikker skal åbne i Nivå, på Sluseholmen i Københavns Sydhavn og på Kastrupvej i København.

I marts måned annoncerede Rema 1000, at man satsede på at åbne mindst 10 nye butikker i 2026, men med de planlagte åbninger, bliver den plan langt overskredet.

Jonas Schrøder, som er kommunikations- og ansvarlighedsdirektør i Rema 1000, siger til Retail News.

»Vi kommer faktisk op på forventet 16 nye butikker i år – med normalt forbehold for vind og vejr og byggeprocesser. Samarbejdet med kommunerne kører rigtig godt – så stor ros til dem for gode processer, som har givet de 16 åbninger,« siger han.