»Jeg ved, hvordan det er at sidde i den modtagende ende, når sure kunder ringer ind og klager over noget, man ingen indlfydelse har på.«

Sådan forklarer Morten Christensen om baggrunden for det opslag, han lagde på sin Linkedin-profil.

Her sætter han spørgsmålstegn ved en sjællandsk REMA 1000-købmand, der har sat en skrivelse op i sin butik, der senere også er delt på Facebook:

»Royal Unibrew, som producerer og forhandler Pepsi Max, er desværre igen (for gud ved hvilken gang) løbet tør for dåse-Pepsi Max,« skrev den pågældende købmand.

Vrede eller frustrerede REMA 1000-kunder opfordres desuden til at ringe direkte til kundeservice hos leverandøren Royal Unibrew.

Morten Christensen mener dog, at det er den helt forkerte måde at håndtere en situation med frustrerede kunder.

Morten Christensen arbejder selv i kundeservice hos en maskinvirksomhed, og derfor kommer han med opråb. Foto: Privat

»Jeg synes, det er at sende aben videre,« siger han, da B.T. taler med ham.

Han ønsker ikke med sit opslag at hænge den pågældende REMA 1000-kømand ud. Tværtimod ønsker han mere omtanke.

Morten Christensen skriver, at der er en stor sandsynlighed for, at de kundeservicemedarbejdere, der modtager opkaldende, ikke har direkte forbindelse til salg og produktion.

»Jeg forstår helt klart, hvis der er en stor frustration over meget sure kunder som overfuser eksempelvis ungarbejdere i en REMA 1000,« siger Morten Christensen.

Han vil dog alligevel opfordre til, at butikken selv tager ansvar for den direkte kommunikation med kunden. 

»Ellers så skaber man unødig konflikt, vil jeg mene.«

Opslaget er da også efterfølgende blevet taget ned. Fra REMA 1000s side er der også meldt ud, at det var et 'skævt' opslag.

Det skriver kommunikationsdirektør Jonas Schrøder til B.T. Han har også kommenteret på Morten Christensens kritik på Linkedin:

»Hej Morten, enig - og opslaget er fjernet fra butikkens Facebook - og så glæder vi os bare til at få flere Pepsi Max'er på hylden igen til vores dejlige kunder,« lyder det fra direktøren.