Nu er det nok.
Anjali Hafjall på 54 år fra Holstebro er meget træt af den måde, folk flytter rundt på varerne i supermarkederne.
»Det er hver dag, at jeg ser, at der er sat en helt anden varer på hylden, end der står på prisskiltet,« siger hun og tilføjer:
»Jeg har set, at kød, pålæg og ost er lagt på hylden med hårprodukter eller ved slik og sodavand.«
Og det er ikke kun sådan, at varerne bare er sat på forkerte hylder.
»Jeg ser også varer, der er blevet åbnet, fordi nogen åbenbart har skullet teste deres smag, mens resten forblev i pakkerne,« siger hun.
Anjali Hafjall har besluttet, at hun selv sætter varerne tilbage på den rigtige hylde, og hvis ikke hun kan se, hvor varen skal være, tager hun kontakt til en medarbejder i supermarkedet.
»Det er sgu ikke i orden, at nogen kunders opførsel ødelægger det for andre. Jeg har fået nok,« siger hun.
Anjali Hafjall er langt fra ene om at være frustreret over, at der er byttet rundt på varerne i supermarkedet.
Butiksmedarbejderen fra 365discount Dorthe Gammelgaard Engkvist fortæller til tvmidtvest.dk, at det er hver dag, at hun oplever, varerne ligger forkert.
Og det kan være lige fra is, der er taget op af køledisken og ligger på hylderne og bake-off, der er lagt hist og her i butikken.
»Jeg synes bare, det er irriterende. Det giver ekstra arbejde, og vi vil jo gerne have, at butikken fremstår pæn og ren,« siger Dorthe Gammelgaard Engkvist til det regionale medie.
Anjali Hafjall oplever dog ikke, at ansatte i butikkerne oplever det som irriterende, når hun oplyser dem om varer, der er placeret forkert, eller der er taget på hul på varerne.
»Jeg oplever, at de butiksansatte takker mig for hjælpen,« siger hun.


