B.T. har i løbet af sommeren sat massivt fokus på, hvordan almindelige dagligvarer er blevet markant dyrere inden for få år - og sidenhen hvordan fødevareafgifter lægger en tung byrde på virksomhederne.
Og nu vil statsminister Mette Frederiksen (S) gøre noget ved det.
Til Politiken siger hun:
»Vi fremlægger finanslov lige om lidt, og der vil man så kunne se nogle af de initiativer, vi kommer til at tage.«
At Mette Frederiksen nu kommer på banen, overrasker ikke B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
»Det var forventeligt, at hun måtte melde noget ud. Ellers ville det udvikle sig til en tillidskrise mellem hende og danskerne, som hun jo har lovet fortsat skal have råd til at lave spaghetti og kødsovs,« siger han.
Qvortrup mener, at regeringen nu er nødt til at handle på noget, der er så vigtigt som fødevarepriser.
»Det kan godt være, at hun har travlt med den store Ukraine-dagsorden sammen med andre statsledere, men samtidig går danskerne jo og oplever, at prisen på blandt andet oksekød bare stiger og stiger. Hun skal vise, at hun også interesserer sig for danskernes daglige problemer,« siger han.
Regeringen vil kortlægge, hvorfor fødevarerne er blevet så dyre, og så åbner den også op for en sænkning af afgifter.
»I andre lande har man set, at de kører med differentieret moms på forskellige fødevarer. Det koster måske en bondegård, men vi får også hele tiden at vide, at der er et kæmpe råderum i dansk økonomi. Det er som om, at hver gang, de åbner en skuffe i Finansministeriet, så vælter pengene ud,« siger B.T.s politiske analytiker og uddyber:
»Man kan, hvis man vil, og kan statsministeren komme til at tage æren for, at priserne falder, vil det også være en kæmpe vindersag for hende. Det vil vælgerne huske, når de står nede ved køledisken.«
De danske priser ligger 19 procent højere end gennemsnittet for alle 27 af EUs medlemslande.
På varer som oksekød og chokolade er prisen steget med 20 procent, og for kaffe er prisen oppe med svimlende 32 procent på et år.