Priskrigen brister: Nu hæver Coop priserne
Dagligvaregiganten Coop sætter nu prisen op på flere varer. Alt imens sidder en konkurrerende kæde solidt på tronen, som landets billigste supermarked.

Dagligvaregiganten Coop sætter nu prisen op på flere varer. Alt imens sidder en konkurrerende kæde solidt på tronen, som landets billigste supermarked.

Først blev priserne banket i bund. Nu går det den anden vej.
For midt i den benhårde priskrig har dagligvaregiganten Coop hævet priserne på flere af deres såkaldt 'fast lav pris'-varer i 365discounts – se listen længere nede.
Det viser nye tal fra prisovervågningstjenesten Madprisluppen, skriver RetailNews.
Prisstigningerne kommer efter flere måneder, hvor landets dagligvarekæder har kæmpet om at være billigst.
Priskrigen begyndte for alvor i maj, da Lidl sænkede priserne markant på en lang række hverdagsvarer.
Siden fulgte konkurrenterne efter. Men flere kæder - herunder Netto - har skruet op for priserne igen.
Ikke desto mindre mener Lars Smidt, der er kommercielt ansvarlig hos Madprisluppen, at Coops prisstigning er værd at bemærke:
»Discountkæderne var meget bastante, da de lovede at sætte priserne ned. De kalder det ’fast lav pris’, men efter tre måneder er prisen åbenbart ikke fast længere. Det er bemærkelsesværdigt,« siger han til B.T.
Det var tilbage i juni, at Netto hævede priserne på mere end 500 varer uden for kædens 'Pris Chok'-program. Kort efter løb kæden så fra løftet og fjernede 63 varer discountprogrammet. Og ja, nu har Coop så fulgt trop.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at priskrigen er slut.
Bilka sænkede så sent som i sidste uge priserne på 127 fødevarer, mens Lidl fortsat er billigst i Madprisluppens seneste sammenligning.
Coop forsvarer prisstigninger med, at andre varer er blevet billigere.
»Nogle få varer i programmet er sat op i pris, mens andre varer i butikken er sat ned, og vi har fortsat et lavprisprogram med cirka 150 varer,« forsvarer pressechef Jacob Lassen prisstingninger overfor RetailNews.