Billigere smør og hakket oksekød er indtil videre løbet med opmærksomheden, men nu skydes grillsæsonen også godt i gang af priskrig.

For grillpølserne er raslet ned i pris i en lang række af de største kæder i Danmark. 

»Det er bestemt ikke tilfældigt, at Lidl har valgt at inkludere grillpølserne i deres priskrigsudspil,« siger Bruno Christensen, der er dagligvareekspert med årtiers erfaring fra branchen.

Hos den tyskejede discountkæde har de både grill- og pandepølser fra deres eget mærke Pålægsslagteren, samt en lang række Steff Houlberg-pølser med i deres priskrig på 200 varer.

Priskrigen udkæmpes på de faste priser og ikke tilbuddene, og effekten kan mærkes nu.

Ifølge tal fra prisovervågningstjenesten Madprisluppen er pølser efter starten på priskrigen 1. maj faldet 3,1 procent i pris i discountkæderne.

Ekspert forklarer, at kontrakter med leverandører gør, at det er nemmere at sænke prisen på grillpølsen frem for rosévinen.
Ekspert forklarer, at kontrakter med leverandører gør, at det er nemmere at sænke prisen på grillpølsen frem for rosévinen. Foto: Gerard Julien/AFP/Ritzau Scanpix

For at kunderne kan se stor gennemsnitlig nedgang på en hel varegruppe, er prisen sænket på 25 procent af discountkædernes svinekødspølser.

»Grillpølsen er vigtig for kæderne nu her, for frem mod sommeren er det den, der trækker kunder ind i butikkerne,« siger Bruno Christensen.

Og der er en god grund til, at det netop er pølserne, Lidl har sat ind på.

»Pølser er ligesom kold rosé sådan en vare, som trækker i grillfolket,« siger Christensen.

Vinen er til gengæld steget i pris på det sidste. Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks viser, det steg med 1,25 procent fra marts til april.

»Så derfor har Lidl valgt grillpølsen. Her har kæden kunnet forhandle en god pris, hvor de til gengæld er bundet op i langvarige kontrakter med leverandører af lige netop vin,« siger dagligvareeksperten.

I Lidls oprindelige 200 varer var der altså nok pølser inkluderet til at have en effekt på flere af konkurrenternes priser.

Eksempler på prisfald er Lidl, der har sænket prisen på Steff Houlberg Grillpølser fra 32,95 kroner til 24,95 kroner.

Ligesom Netto har sænket fra 33,95 kroner til en matchende pris på 24,95 kroner.

Altså en prissænkelse på henholdsvis otte og ni kroner for mærkevarepølserne i de to kæder. Du kan se andre besparelser i faktaboksen ovenover.

Du kan derudover læse HER, hvordan priskrigen også har en mærkbar effekt på smør og oksekød på tværs af alle kæder og ikke kun discountkæderne.