400 hverdagsvarer i Meny bliver allerede prismatchet med discountbutikkerne, men nu vil direktøren være endnu mere klar i mælet.

Derfor melder han nu ud, at de på deres hverdagsvarer vil være lige så billige som konkurrenten Rema 1000.

»Som jeg også har nævnt tidligere, er Rema 1000 en meget dygtig konkurrent,« siger kædedirektør i Meny, Richo Boss, om det nye valg.

»De er skarpe på prisen, og vi vil gerne være tydelige overfor vores kunder. Du kan få 400 hverdagsvarer, som er lige så billige som dem, Rema 1000 har.«

Hverdagspris-programmet i Meny har været der i en årrække, men tidligere er varernes priser blevet matchet til alle discountkæders. Nu har de i kæden altså valgt kun at matche med Rema 1000.

I den forbindelse er der omkring 120 varer, der bliver sænket i pris. B.T. har spurgt om procentvis besparelse på de varer, men de priser er ikke offentliggjort.

tip os
Har du oplevet at blive presset af fødevarepriserne? Så send os en mail på 1929@bt.dk eller direkte til journalisten på mami@bt.dk

»Der vil både være store besparelser og mindre besparelser, men det vigtige for os er også at sige højt, at vi er på plads på prisen.«

B.T. har været i kontakt med en dagligvareekspert, som forklarer, at det giver god mening, at det er Rema 1000, Meny vælger at prismatche med.

»Hos Meny mener man sikkert, at det hos Rema 1000s kunder er muligt at tage markedsandele. Derfor har de valgt at prismatche med dem,« siger Bruno Christensen, der er dagligvareekspert med årtiers erfaring fra branchen.

Det giver også god mening, da Rema 1000 er noget andet end de andre discountkæder, forklarer eksperten videre. 

På den måde kan de også signalere skarphed på pris og melde ud, nu hvor en priskrig raser

Samtidig med de Meny med en kæde, der ligner dem mere. Rema 1000 kører blandt andet også franchisemodellen ligesom Meny. 

Hos Meny erkender kædedirektør Richo Boss også, at de har en opgave i deres butikker. En, som nu gør, man må melde klart ud.

»Vi har jo meget andet end hverdagsvarerne, så vores kunder kommer ind i vores butikker og bliver fristet af forskellige kvalitetsprodukter,« siger han og fortsætter:

»Derfor er det vores udfordring og bare så vigtigt, at få kommunikeret klart til kunderne, hvad de kan forvente på prisen på deres hverdagsvarer. De skal vide, de kan få deres agurk og rugbrød til lav pris.«

Nogle af de varer, der er sænket i pris, er Danboost, økologiske kartofler, yoghurt naturel, ris, Mariekiks, økologisk kaffe helbønner og rugbrød schwartzbrot.