Dagligvarehandlen inviterer i øjeblikket til den helt store prisfest op til jul.
Men selvom der er gode penge at spare, stiller nogle forbrugerne sig kritiske overfor, om disse tilbud i virkeligheden er nok, når fødevarepriserne generelt er eksploderet.
Jesper Eckeroth er en af de kunder, der bemærker de vilde udsving i prisskiltningen op til højtiderne.
»Op til jul kan du få piskefløde til fire, fem, seks kroner. Sådan er det altid. Så er det ligesom, at forretningerne skal være nok så søde over for forbrugerne, og så kan de lige pludselig godt sætte prisen så langt ned,« siger han til B.T.
Supermarkederne forsøger nemlig at lokke kunder til med gule priser, og det lægger Jesper Eckerbroth særligt mærke til op til højtider.
»For eksempel bliver flæskesteg jo fuldstændig falbudt til en fuldstændig latterlig pris. Det gør de jo fordi det er jul, og gerne vil lokke kunderne ind i butikken.«
Hos B.T. har vi afdækket, hvordan julehandlen er helt afgørende for dagligvarekæderne, og derfor prøver de at lokke handlende til med skarpe tilbud.
Noget kunderne i særdeleshed kan udnytte, nu hvor fødevarepriserne ifølge Danmarks Statistik er steget med 30,2 procent de seneste fire år.
Og det er da heller ingen hemmelighed, at supermarkederne skruer på priser, for at tiltrække kunder frem mod jul.
»Det handler jo for dagligvarekæderne om at vinde flest juleindkøbsvogne, og det gør de blandt andet ved at lave de her helt vildt billige tilbud, hvor de lokker kunder til.«
Sådan sagde Claus Nykjær, der er analysechef ved Tjek, som ejer eTilbudsavis, til B.T. i en tidligere artikel.
Desuden er danskerne vilde med en god gammeldags tilbudsjagt.
Det mærker man også ved eTilbudsavis, hvor flere og flere brugere kaster sig over tilbudsaviserne.
Også Jesper Eckeroth er bekendt med at lede efter gode tilbud.
»Jeg plejer jo at gennemgå brochurer og reklameaviser hver uge. Det plejer jeg at være meget, meget god til,« fortæller han.
Men på trods af de mange gule priser og tilsyneladende gode tilbud, sidder Jesper Eckeroth tilbage med en nagende tvivl.
»Jeg er lidt bange for, at supermarkederne høster gevinsten i sidste ende.«

