Statsminister Mette Frederiksen erkendte, at de ikke har gjort nok for, at folk har råd til de markante prisstigninger på fødevarer, i sin nytårstale.
Men hvor galt står det til, og hvor ligger problemet? B.T. bringer her prisstigningerne på ti fødevarer, som er eksploderet i Mette Frederiksens periode som statsminister.
Flere af varerne, som du kan se længere nede i denne artikel, er favoritter blandt danskerne.
Ikke mindst den fødevare, som er steget mest i pris siden juli 2019.
Mette Frederiksen tiltrådte som statsminister 27. juni. Dengang kostede kaffen 62,6 procent mindre.
Det er nemlig den fødevare, som er steget mest i pris, mens Mette Frederiksen har siddet øverst i det politiske hierarki.

»Det er med kaffen, som det også er med kakao og flere andre produkter på listen,« siger Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver hos Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og fortsætter:
»Det har rigtig meget med klimaforandringer at gøre, at deres priser er steget så voldsomt.«
På listen ses blandt andet kaffe, kakao, flere mejeriprodukter og oksekød, hvis pris er blevet debatteret meget i Danmark.
De ti varer på listen er altså dem, der steget mest i den tid, Mette Frederiksen har siddet i spidsen for regeringen.

De ti varer er ifølge Danmarks Statistik steget med et spænd i priser, der går fra en stigning på 40,5 procent i pris helt op til kaffens 62,6 procents prisstigning.
Det er prisstigninger som har været til at drive en generel prisstigning på 29,5 procent på fødevarer i samme periode. Ikke mange af dem kan tilskrives Mette Frederiksens og regeringens ageren, men der er dog stadig et men. Det siger fødevareeksperten.
»Det er klart, at Mette Frederiksen ikke er skyld i klimaforandringer,« siger han.
»På den anden side, er fødevarepriserne noget, der fylder helt vildt hos danskerne. Det er priser, vi hver dag ser ude i supermarkederne.«
Flere typer mælk samt kategorien andre mejeriprodukter, som eksempelvis piskefløde og creme fraiche, er blandt de ti varer i top med prisstigninger.
Og det er ikke tilfældigt, at oksekød og mælk begge er at finde på listen.
»Når mælken stiger i pris, så gør oksekødet det også. Det er to sider af samme sag,« siger Henning Otte Hansen.
Køerne bruges nemlig både til mælkeproduktion og til slagtekvæg.
Sødmælk er steget 47,7 procent i Mette Frederiksens periode som statsminister, mens okse- og kalvekød er steget 45,4 procent i pris.
»Faktisk følger oksekødspriserne ikke helt de priser, vi ser i udlandet. Der har vi haft mindre markante stigninger herhjemme,« siger eksperten.
Trods de markante fødevareprisstigninger og danskernes bekymring herom, mener Henning Otte Hansen ikke, momsen er det rette sted at sætte ind.
»Jeg mener, det er at fodre hunden sin egen hale,« siger han.
Han frygter, at der vil være træghed i leverandørkæderne, hvis momsen blev sat ned på alle eller nogle fødevarer.
Det vil derfor ifølge ham tage tid, inden danskerne kan mærke lavere priser.
Eksperten frygter også kompleksiteten i en momsnedsættelse. At det vil koste en del at administrere.
Andre tilskudsordninger ville i hans øjne kunne dæmme bedre op for de stigende fødevarepriser.
B.T. har forelagt statsministeriet listen med de voldsomme prisstigninger.
Vi har spurgt til, hvorfor reaktionen kommer så sent i forhold til de voldsomme prisstigninger, men i Statsministeriet henviser man til Socialdemokratiet, hvorfra man ikke nåede at svare inden deadline.
Du kan se de ti fødevarer, som er steget mest i pris, på listen herunder:
