Varerne bliver revet af hylderne, og nu må de melde udsolgt.

Det er status i Bilka i Horsens, men kun i én bestemt afdeling, skriver Horsens Folkeblad.  

Supermarkedet har ligesom flere andre Bilka-forretninger indført et polsk madmarked, og i den østjyske by har det været så stor en gevinst, at de ikke kan følge med.

»Det er blevet taget virkelig godt imod. Problemet er bare, at vores eget bagland ikke kan holde varer nok hjemme til, at vi kan holde hylderne fulde, fordi vi har solgt så meget af det,« siger Casper Laursen.

»Jeg tror ikke, vi havde regnet med, at det ville blive så stor en succes,« fortæller han.

Afdelingen fra Polen er ifølge Casper Laursen et forsøg på hjælpe forbrugeren med billigere fødevarer.

Han tilføjer, at succesen især kan skyldes, at der er mange indbyggere fra Polen i Horsens. 

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik bor der 1894 polske statsborgere i Horsens Kommune. 

Det polske marked huser ifølge mediet alt fra færdigretter på dåse, supper og kiks til rødbedejuice og krydderibreve.