Per oplever voldsom stigning i butikstyveri: 'Det her land bliver lovløst'


En ny undersøgelse fra De Samvirkende Købmænd spår, at antallet af butikstyverier vil være steget 13 procent i forhold til sidste år ved årets udgang.
Det tal overrasker ikke butiksdetektiven Per Kristensen, for han oplever også et stigende problem, når han patruljerer de danske supermarkeder.
»Det bliver bare voldsomt ved med at stige. Det her land bliver lovløst,« siger Per Kristensen, der til daglig driver PK-vagtservice.
Ifølge De Samvirkende Købmænd har antallet af butikstyverier været støt stigende siden 2021.
Og spørger man Per Kristensen, er der en helt åbenlys forklaring på, hvorfor tyvene er mere aktive i dag.
»Det er, fordi der ikke er nogen straf til dem, der er ingen konsekvenser.«
Før 2021 kom politiet ofte, når Per Kristensen eller en af hans kollegaer tilbageholdt en butikstyv, men sådan er det ikke længere, fortæller han.
Når Per Kristensen fanger en butikstyv i dag, sender han en skriftlig anmeldelse til politiet med tyvens oplysninger, for derefter at slippe tyven løs i gaden igen.
»Jeg laver meget videoovervågning, som jeg sender ind til politiet, og mange gange ved de også, hvem det er, men de har bare ikke ressourcerne til at køre ud og hente dem.«
Per Kristensen ser det ikke som en uvilje fra politiets side. Han mener derimod, at politikerne har skåret politiets budget alt for meget ind til benet.
»Politiet mangler simpelthen midler. Dem har politikerne skåret stille og roligt væk, og nu er der ikke noget til, at politiet kan køre ud og lave noget ekstra for os,« siger han.
Udviklingen er især frustrerende for de selvstændige købmænd.
»De står og river sig selv i håret, for de skal altså have pengene op af egen lomme. Det svarer til, at jeg kommer og stjæler i dit hjem,« siger Per Kristensen.
Problemet med det stigende antal butikstyverier er allerede inde på justitsminister Peter Hummelgaards radar. Tilbage i november præsenterede han et lovforslag, som hæver bøden for butikstyve.
Men ifølge den garvede butiksdetektiv er det slet ikke nok.
»Jeg ved godt, at Peter Hummelgaard vil sige, at de lige har sendt en masse penge, men prøv at hør, de penge dækker kun huller, der i forvejen er. Der skal helt andre midler til,« siger Per Kristensen.
Ifølge De Samvirkende Købmænds analyse bliver 2024 et rekordår for antallet af butikstyverier.