»Hvis italienske producenter bliver udsat for en voldsom told i USA, kan det faktisk ende med at have positiv betydning for de danske priser,« siger Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.
De italienske myndigheder arbejder ellers lige nu hårdt for at få annulleret den stigning i tolden for pasta, som USA annoncerede i starten af september.
Det skriver flere internationale medier som The Telegraph og RFI.
Pastaproducenter forventes at stå over for en toldsats på mere end 91 procent fra januar næste år.
Herhjemme kan det dog – hvis den bliver indført – betyde en positiv effekt på danske madbudgetter, efter fødevarepriserne ellers er steget 31,8 procent de sidste fem år.
»Hvis tolden bliver indført, må italienerne satse større på andre markeder, som ikke har den høje told. Dermed kan det blive billigere for borgere i EU og dermed Danmark,« siger Henning Otte Hansen.
Lige nu er det 17 procent af den italienske pasta, der sælges til USA. Det tal kan altså ifølge eksperten ende med at blive reduceret kraftigt.
»Dem, der vil mærke det hårdest, er klart, de italienske pasta-producenter,« siger eksperten.
»Ligeledes vil man kunne se amerikanske fødevarer som eksempelvis californisk vin stige i pris. Vinproducenterne vil sælge mere indenlands, fordi det bliver mere favorabelt, og derfor bliver prisen højere for os.«