Fra 1. oktober bliver det muligvis dyrere for dig at handle ind.

For efter sommerferien vil et sæt nye regler blive indført - og de kan potentielt påvirke dig.

For hvis alt går efter planen, så vil der efter sommerferien træde en ny miljøregel i kraft.

Helt præcis vil der den 1. oktober indtræde det, der kaldes for et'udvidet producentansvar', der omhandler, at producenter af varer, der benytter emballage, skal stå for udgiften til at indsamle, sortere og behandle affald, skriver Teknologisk Institut.

Tanken bag den nye miljøregel var at fremme udviklingen i virksomhedernes brug af bæredygtig emballage.

Her ville virksomhederne blive pålagt en afgift, der svarer til kommunernes udgifter ved at sortere emballagen – men det er her at problemet kommer.

For ifølge Mads Ulrik Pedersen, der er administrerende direktør i virksomheden Nordic Greens, som er Skandinaviens største tomatproducent, så vil regningen ende hos forbrugerne i sidste ende.

Han fortæller til TV 2, at det udvidede producentansvar vil koste hans virksomhed omkring to millioner kroner – en regning, der altså ender hos forbrugerne.

»Vi er i forvejen presset, så vi har desværre kun én mulighed: at viderefakturere den her omkostning. Og når de modtager den i supermarkederne, så er de igen nødt til at sende den videre til forbrugerne. Så det bliver en pris, forbrugerne skal betale for miljøet i sidste ende,« siger Mads Ulrik Pedersen til TV 2.

Det har fået de tre erhvervsorganisationer Dansk Industri, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer til at sende et brev til regeringen, hvor de opfordrer dem til at reagere på de potentielt stigende priser, skriver TV 2.