Det danske bryggeri Carlsberg har en god nyhed til de danske kunder.

I denne uge vender en populær sodavand tilbage på hylderne – der er tale om Tuborg Squash Appelsin Sukkerfri. 

På dåse vel at mærke.

»Selvom man hele tiden har kunnet købe den sukkerfri appelsinvand på store og små flasker, har vi fået virkelig mange henvendelser om at få den tilbage på dåse,« siger Allan Aagaard Jensen, ansvarlig for produktet:

»Så vi har glædet os til at sende frisktappede sodavand ud i handlen fra denne uge.«

Den sukkerfri appelsinsodavand var også allerede sidste år i handlen.

Men den blev trukket tilbage, da smagen åbenbart blev påvirket af kombinationen mellem de to vigtigste elementer: Dåse og sodavand.

»Der var desværre et dårligt match mellem dåse og sodavand, der i nogle tilfælde gav en kvalitetsudfordring,« siger Allan Aagaard Jensen.

I stedet vil der nu blive brugt en anden type af dåse.

Sidste år fik Tuborg Squash-sodavanden en overhaling, fordi den med en oprindelig lancering i 1936 stod foran sin 90-års fødselsdag.

Det betød blandt andet tilkomsten af nye varianter. Netop den sukkerfri appelsinudgave samt fersken- og sportssmag.

Og det er tilsyneladende populært blandt kunderne.

»Tal fra Carlsberg Danmark viser, at Tuborg Squash er mere end fordoblet siden relanceringen, og at det især er de nye sukkerfri varianter som har udvidet sodavandens appel,« lyder det i en pressemeddelelse.