Det er voldsomt, det der kommer til at ske med fødevarepriserne de næste dage. Så meget at almindelige mennesker tydeligt kan se det.

For nye bestemmelser for emballage i EU skal fra 1. oktober indføres i Danmark, og kunder kan allerede nu se de helt konkrete stigninger.

B.T. har hentet en liste med ti varers priser på Rema 1000s onlinehandel Vigo.dk. Her kan man se, både hvordan de ser ud nu, men også hvordan de ser ud, når det nye EU-forordning er indført, som du kan se længere nede.

For forskellen er markant. Det vedkender man også i dagligvarehandlen, hvor man siger, implementeringen ikke er i orden.

»Det er ærgerligt, man ikke er lykkedes bedre med implementeringen her i Danmark.«

For med de nye regler, er det meningen, at det er virksomhederne, der skal betale for varers emballage. Derfor får de større incitament for at begrænse den og bruge mindre belastende materialer.

Alligevel vil der som minimum være en periode, hvor de danske forbrugere stadig vil betale for affaldshentning til deres kommune. Samtidig med at varerne bliver markant dyrere, som du kan se nedenunder.

»Vi synes to ting om de her regler. Dels synes vi jo, det giver god mening, at forureneren er den, der betaler for emballagen, så man har grund til at gøre det bedre,« siger kommunikationsdirektør i Rema 1000, Jonas Schrøder.

»Men altså synes vi også, implementering er dårligt udført.«

Han uddyber dog, at det er helt vildt besværligt, betyder store omkostninger og rammer hårdt. 

»Vi er en større kæde, så vi kan godt klare det, men især hos mindre handlende, så er det helt vildt komplicerede regler, som betyder meget.«

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan vinhandler Tobias Silverstein Hinchely var ved at falde bagover. Han skulle betale kæmperegning alene for statens håndtering af de her nye emballageregler, som du kan læse mere om her.

Ligeledes har B.T. tidligere beskrevet, hvordan især varer med tungere emballage rammes hårdere. og i den forbindelse udtalte Thomas Roland, der er der er chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop Danmark om, hvordan fjernelsen af sukkerafgifter på eksempelvis Cocio vil blive ædt af emballageafgiften:

»Den er jo et godt eksempel på en vare, som netop skulle blive billigere ved, at regeringen fjerner sukkerafgifter, men hvor den besparelse bliver ædt af omkostninger til at betale for bortskaffelse af affaldet.«

Selvom de hos Rema 1000 formår at varetage opgaven, så har det alligevel været en ordentlig mundfuld lyder det.

»Vi har haft folk siddende hele aftener og også natten over, for lige pludselig var det jo huhej vilde dyr, og så skulle det indføres,« siger Jonas Schrøder:

»Den får bestemt ikke et 12-tal den her implementering. Det er en ærgerlig situation.«

Du kan se i oversigten herunder, hvordan varerne stiger hos Rema 1000 - som de kommer til at gøre i hele den danske dagligvarehandel.

Det er her tungere varer, der er valgt. Men 10 almindelige varer stiger med 6,88 procent over natten.