Netto, som vi kender den, er snart fortid. I Himmelev udenfor Roskilde sker der nemlig snart et nybrud.
Her åbner Salling Group den første udgave af deres dagligvarekæde Netto. En udvikling af gigantens discountkæde, som de kalder Netto 4.0, og forandringer vil være meget tydelige.
»Vi håber jo, at kunderne går derfra og så står det lysende klart for dem, hvad der er sket af ændringer,« siger kædens direktør Braw Bakir.
En af de meget mærkbare ting, der er sket med deres butikker, er, at deres berømte spotvarer bliver gentænkt på en hel ny måde.
I stedet for at ligge på de meget store spotvarehylder, bliver den særlige varegruppe placeret rundt i butikken. Placeret sammen med de varer, de passer sammen med.
Det skal være nemmere og rarere at handle ind.

Gangene skal være bredere, layoutet mere overskueligt og skiltene på varer tydeligere.
»Vi kan af gode grunde ikke vide, hvordan vores nye tiltag påvirker salget, men vi er ret sikre på, navigationen er blevet bedre og kundetilfredsheden stiger,« siger Braw Bakir.
Hos kæden har man bygget en Netto 4.0 testbutik op i fuld størrelse på deres kæmpe lager i Køge. Der har man testet og testet.
Han siger, at går man omkring ti år tilbage, havde Netto den »værste« score målt på kundetilfredshed i Danmark.
De ligger dog nu et stykke over midten, og planen - med den nye Netto 4.0 som våben - er klar:
»Vi vil gerne ende i top tre blandt de kæder, der har den højeste kundetilfredshed,« siger Braw Bakir.
Den nye Netto-butik ligger i Himmelev ved Roskilde og åbner torsdag 23. april.
Hvad hvis eksempelvis spotvarer sælger dårligt, når de er placeret rundt i butikken. Vil I så igen sætte dem tilbage på de større hylder, man kender fra i dag eksempelvis?
»Det er klart, at hvis tingene ikke virker, er vi ikke blege for at ændre dem. Men tanken med den her store test, vi har lavet, er, at vi gerne vil undgå at lave for mange ting om.«
B.T. har tidligere været ude og besøge Nettos testbutik, hvor kunder har været inviteret ind for at handle, som du kan læse HER.

