Dagligvarebranchen meldte for nylig ud, at der var prissænkelser på vej, og nu viser det sig, at det ikke var tomme ord.

»Vi ser prisfald lige nu inden for mejeri, og vi har sænket nogle priser her i begyndelsen af året,« siger Jesper Bjerring, kategoridirektør i Dagrofa, der har kæderne Meny, Spar og Min Købmand.

»Det gælder produkter som ost, mælk, smør og yoghurt, og det er glædeligt for det er produkter, som de fleste danskere altid har i køleskabet. På tværs af vores kæder er det i gennemsnit 20 varer, der har oplevet et prisfald på omtrent syv procent.«

Tal, som B.T. har fået tilsendt af Dagrofa, viser således også, at der faktisk er noget om snakken.

Kunderne kan altså glæde sig over, at der sker et fald i pris på produkter, der ellers har haft en voldsom stigning over en årrække.

Det sker, fordi, de hos Dagrofa selv oplever billigere indkøbspriser.

Smørbar er et af de produkter, som falder i pris.
Smørbar er et af de produkter, som falder i pris. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Og de gode nyheder stopper ikke der.

»Vi forventer flere prisfald på mejeriprodukter i den kommende tid, og vi tror også, at der kan være prisfald på vej inden for andre kategorier. Det er en dialog, vi har taget med leverandørerne gennem lang tid, og nu er der indikationer af, at råvarepriserne falder på forskellige områder,« lyder det fra Jesper Bjerring.

For nyligt pegede forbrugerøkonom på, at svinekød også kunne være en kandidat for prisfald.

»Sidste år lød det fra dagligvarebranchen, at mejeriprodukter og svinekød ville falde i pris,« har Ann Lehmann Erichsen, der er hos AL Sydbank, fortalt til B.T .

At blandt andet mejeriprodukterne ellers indtil nu er blevet dyrere og dyrere over en periode er ingen hemmelighed.

Siden november 2020 frem til 2025 er mejeriprodukter og æg ifølge Danmarks Statistik steget 42,2 procent i pris.

Ost er i samme periode steget 49 procent, mens smør og margarine er steget 47,3.

Nu er de tre eksempler fra Dagrofa faldet markant i pris og er første tegn på noget, der kunne ligne et brud med voldsomme stigninger.

Det smørbare produkt er faldet 9,5 procent, yoghurten 12 procent og osten 12,4 procent.

Du kan se Dagrofas prissænkninger herunder: