Mange går og venter på, hvor meget prisen egentligt vil falde i supermarkederne, når regeringens meget omtalte ændringer i momsen for madvarer formentlig træder i kraft om lidt over et år. 

Nu kan B.T. afsløre, hvad regeringen forventer, at de nye priser bliver for populære madvarer som hakket oksekød, pasta, løg og dåser med hakkede tomater, når der efter alt at dømme kommer nulmoms på frugt og grønt, mens momsen halveres på de andre madvarer.

Det viser et helt nyt notat fra Skatte- og Vækstministeriet, som B.T. er kommet i besiddelse af.

I faktaboksen i notatet, der kan ses i bunden af denne artikel, er en oversigt over de nuværende og kommende priser for varerne til spaghetti med kødsovs, der er indkøbt i Netto i slutningen af september. 

Den samlede pris for at købe ind til spaghetti med kødsovs til to personer koster ifølge notatet 104,9 kroner i discountkæden, men med momsnedsættelsen forventes prisen at falde til 89,2 kroner. 

Det svarer til en forventet besparelse på 15,7 kroner.

Regeringen har et bud på priserne for retterne til spaghetti med kødsovs, når den nye moms formentlig er trådt i kraft fra 2028. Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix

Præcis det samme beløb, som statsminister Mette Fredriksen (S) tirsdag nævnte i sin åbningstale i Folketinget, hvor spaghetti med kødsovs blev nævnt. 

Lad os se på de nye priser, der forventes at komme for de forskellige varer til spaghetti med kødsovs for to personer. 

Hakket oksekød:
500 gram hakket oksekød forventes at have det største prisfald i kroner og ører. 

I forbindelse med pristjekket i Netto kom Skatte- og Vækstministeriet frem til, at prisen for 500 gram hakket oksekød lige nu er 47,4 kroner.

Med en halvering af momsen fra 20 til 10 procent af prisen, forventer ministeriet, at prisen bliver 4,7 kroner billigere - altså knap fem kroner - så der skal betales 42,7 kroner.

Pasta:
500 gram pasta koster ifølge ministeriets indkøb fem kroner i Netto. 

Ved en halvering af momsen vil prisen også for pasta falde med 10 procent. Det vil sige 50 øre.

Dermed bliver prisen med den nye moms 4,5 kroner for 500 gram pasta. 

Løg:
1 kilo løg koster 12 kroner i Netto, oplyser ministeriet. 

Da der kommer nulmoms på frugt og grønt - og dermed løg - vil prisen falde med 20 procent. 

Det vil sige, at prisen vil falde med 2,4 kroner til 9,6 kroner. 

Hakkede tomater:
Ifølge Skatte- og Vækstministeriet skal der to gange hakkede tomater på 400 gram til en omgang spaghetti og kødsovs.

 I Netto koster de to dåser med hakkede tomater 14 kroner, og da der er tale om frugt og grønt, vil prisen falde med 2,8 kroner - 20 procent - til 11,2 kroner. 

Gulerødder:
1 kilo gulerødder står til at koste 12 kroner i Netto. 

Når momsen forsvinder helt for gulerødderne vil prisen falde med 20 procent - det vil sige med 2,4 kroner - til 9,6 kroner.

Hvidløg:
200 gram hvidløg koster i Netto 14,5 kroner, lyder det fra ministeriet. 

Også hvidløg vil få fjernet momsen helt med de nye momsregler, regeringen ønsker. 

Det vil sige, at prisen falder med 2,9 kroner - 20 procent - til 11,6 kroner. 

En lille usikkerhed
Skatte- og Vækstministeriet oplyser i notatet, at de nye priser er forudsat af, at der er '100 procent prisgennemslag på de enkelte varer'.

Det vil sige, at dagligvarekæderne sænker priserne for madvarerne, så det fuldstændig svarer til, hvad momsen bliver sænket. 

Det er også, hvad Anders Hagh, der er administrerende direktør i dagligvarekoncernen Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka, har garanteret vil komme til at ske. 

Og samme melding er kommet fra Jonas Schrøder, der er kommunikationschef i Rema 1000.

Skatte- og Vækstministeriet konstaterer dog, at de administrative omkostninger ved den nye moms kan betyde, at priserne ikke helt falder, så det ender med at svare fuldstændig til den lavere moms. 

Men det er ikke medregnet i notatet. 

'Der er ikke grundlag for at indregne en virkning af de administrative omkostninger for erhvervslivet i prisen på de enkelte varer,' skriver ministeriet i notatet. 

Her er regeringens faktaboks med prisændringerne for forskellige madvarer, når de nye momsregler er trådt i kraft: