»Det tager monster meget tid.«

Sådan siger 29-årige Nikolaj Münster, der står bag en ny, populær app lavet til tjek af fødevarepriser.

Han har brugt al tilgængelig fritid på at udvikle en appen, der skal revolutionere indkøbsturen.

Appen, som hedder Goma og er gratis at downloade, følger priserne i dagligvarekæderne og skaber bedre overblik for pressede danskere.

En uge efter Goma blev lanceret, lå den nummer et på AppStore under kategorien 'mad og drikke'.

»Der er sindssygt mange, der har forsøgt sig at lave noget lignende. Jeg tror, grunden til de ikke er kommet helt i mål, er tiden.«

Sådan siger den unge iværksætter, som heller ikke lægger skjul på, at Goma fylder på hjemmefronten.

»Nogle gange er min kæreste træt af at høre om den.«

Ideen til Goma opstod, da Münster selv oplevede fødevareprisernes rekordfart opad. Han ønskede at have et oplyst grundlag, når han handlede ind.

Nikolaj Münsters kæreste, Sophia, har også været med til at præge Goma ved at komme med ønsker til funktioner som eksempelvis opskriftinspiration. Nogle gange bliver hun dog også mæt af at høre om den, siger iværksætteren.
Nikolaj Münsters kæreste, Sophia, har også været med til at præge Goma ved at komme med ønsker til funktioner som eksempelvis opskriftinspiration. Nogle gange bliver hun dog også mæt af at høre om den, siger iværksætteren. Foto: Privat

Nu er appen her, men Nikolaj Münster arbejder stadig ikke med den som fuldtidsbeskæftigelse. I stedet arbejder han som freelance IT-konsulent.

Lige nu er situationen den, at Goma stadig må betragtes som noget, der har kostet ham en del penge.

Det betyder dog ikke, at Goma ikke er populær. Pristjeksuniverset findes allerede online og får stor opmærksomhed.

»Der er tusindvis, der har oprettet en bruger på hjemmesiden,« siger Nikolaj Münster.

Af forretningsmæssige hensyn kan han dog ikke offentliggøre, hvor mange det præcise tal er.

I appen kan brugere få forslag til opskrifter, tjekke priser på en konkret indkøbskurv med varer og søge på priser på et givent produkt.

Nikolaj Münster er godt klar over, at det er funktioner, som techmastodonter i dag tilbyder i en eller anden grad.

For hvad angår AI og tjenester som ChatGPT, er iværksætteren ikke bleg for at melde ærligt ud, at han frygter, at de kan gøre hans app overflødig:

»Jo, helt sikkert. Det er altid sådan en katten efter musen-situation,« siger han.

»Det er bare ikke der, hvor vi er i dag. For der går et kæmpe arbejde i at hente priserne fra alle kæderne, som AI ikke kan i dag.«

Nu er drømmen at komme til at leve af Goma. Og det er måske ikke en umulighed.

Sådan lyder det i hvert fald fra en, der er klog på, hvad danskerne efterspørger lige nu – og i morgen.

»Inflationen har permanent ændret den måde, mange danskere tænker på forbrug,« siger trendekspert og direktør i Pej Gruppen, Louise Byg Kongsholm. 

Altså er de ændringer, der er lavet i folks bevidsthed angående priser en situation, der ikke lige ændrer sig med det samme.

Nikolaj Münster og andre iværksættere med samme fokus tænker altså i nogle baner, som giver god mening. Det er »ikke bare en bølge«, lyder det.

Louise Byg Kongsholm mener ligesom Münster heller ikke, at AI i den nærmeste fremtid helt kan erstatte produkter som apps ligesom Goma.

Læs her, hvordan Goma virker.