Netto rydder konkurrenter af banen: 'Bedste pris man kan få'
Nettos store investeringer har betalt sig, og de vinder nu hæder foran samtlige af branchens andre discountkæder.

Nettos store investeringer har betalt sig, og de vinder nu hæder foran samtlige af branchens andre discountkæder.

Netto er kåret af B.T.s læsere til at være bedre end de andre konkurrenter blandt discountkæderne.
Det er en nyhed, direktør Braw Bakir er meget glad for.
»Det er jo den bedste pris, man kan få, fordi den er givet af kunderne,« siger han.
Netto har været igennem store forandringer. Først blev samtlige danske butikker renoveret til at leve op til Netto 3.0-udgaven.
Og allerede nu er de godt i gang med arbejdet mod næste bølge. Der skal alle butikker laves om til Netto 4.0-udgaven.
En udgave, hvor spotvarer blandt andet skal placeres rundt i butikken.

Det er dog ikke kun de meget fysiske rammer, som ændrer sig.
Netto og resten af dagligvarehandlen står nemlig ikke kun til ansvar overfor de mennesker, som handler i butikkerne.
»Vi har også et kæmpe ansvar for de mange danskere, som arbejder i vores butikker,« siger Braw Bakir.
Mange unge får deres debut på arbejdsmarkedet i dagligvarebranchen, og her har de i Netto gjort ekstra for, at den skal være god.
Braw Bakir fortæller, at de har investeret stort i det, der med et kedeligt ord kaldes onboarding. Altså opstarten i virksomheden.
»Vi tager vores rolle alvorligt her, og det er så vigtigt, at især de unge bliver klædt godt på til arbejdet,« siger han.
Selvom Danmarks største kæde nu har vundet en pris som den bedste discountkæde, er arbejdet dog ikke færdigt.
En ting, som i særdeleshed fortsætter, er prisarbejdet.
»Pris er alfa og omega,« siger Netto-direktøren.
»Hvis vi ikke er skarpe på prisen, kan det hele være lige meget.«
Desuden siger han, at de fortsat vil have et stort fokus på teknologiudvikling.
Tidligere gik de ansatte eksempelvis manuelt og skiftede priser på hyldeforkanterne. Det gøres nu digitalt.
Et andet eksempel er scan selv-kasser, som er med til at lette presset på de ansatte.
»Det gælder hele tiden om at frigive tid til, at medarbejderne kan yde en god service. Og derudover at de kan nyde at gå på arbejde,« siger Bakir.
B.T. uddeler for første gang prisen til årets discountkæde.
Den er kåret i Bedst-afstemningen i løbet af april måned. Netto slog i finalen landets næststørste kæde Rema 1000.