I maj slog Netto stort op, at priserne blev sænket på »en lang række af de favoritvarer, der er vigtigst for danskerne«.

Men priserne hos discountkæden stiger og stiger.

Lørdag kom det frem i B.T., at Madprisluppens pristjek i juli af omkring 100 varer i 12 forskellige dagligvarekæder viste, at prisen i Netto er 2.162 kroner.

Og når man sammenligner med Madprisluppens pristjek i juni, er Netto den dagligvarekæde, der er steget mest i pris den seneste måned.

Helt konkret er indkøbskurven i Netto blevet 51 kroner dyrere i juli.

Og det kan ingen af de 11 andre kæder overgå. 

Faktisk har Netto kæmpet med at holde de faste priser nede på de varer, der ellers var blevet sat ned i pris uden bagkant.

En opgørelse fra Madprisluppen, B.T. kunne bringe 8. juli, viste, at Netto har sat prisen op for 63 af de varer, der blev sat ned i pris i maj.

'Skyldes i høj grad leverandørerne'
Christoffer Roslyng Green, der er pressekonsulent i dagligvarekoncernen Salling Group, der driver Føtex, Bilka og Netto, sender aben for prisstigninger videre til leverandørerne. 

»Vi knokler året rundt for lave priser og gode tilbud til vores kunder, men dagligvaremarkedet er indrettet således, at priserne går både op og ned,« skriver han i en mail.

»Sådan har det altid været, og det skyldes i høj grad det, vi møder fra leverandørerne. Når det er sagt, kan vores kunder være trygge ved, at vi sikrer dem konkurrencedygtige priser hver eneste uge.«

Men kan du ikke forstå, hvis nogen kunder undrer sig over stigende priser, når Netto slår sig stort op på prischok og altid lave priser på mange af dine favoritter hver dag?

»At priserne på dagligvarer går både op og ned er ikke verdens største nyhed – det ved kunderne godt,« skriver pressekonsulenten og slutter:

»Vores kunder elsker lave priser og tilbud, og med det in mente forsøger vi at sammensætte den bedst mulige pakke til dem.«