Søndag fik en Netto-lukkeansvarlig sig en ubehagelig oplevelse.

Og det har fået butikschefen i den pågældende Netto til at råbe op.

Det sker i et opslag på Facebook. 

I Netto på Egerisvej i Skive gav en mand og en kvinde sig nemlig søndag aften til at råbe af en ung medarbejder. Og den opførsel har altså fået butikschef Ivan til at sige fra. 

'Jeg har forståelse for, at man som kunde kan blive frustreret eller uenig om prisen på bananer. Men det giver ikke ret til truende, nedladende eller grænseoverskridende adfærd,' skriver han i opslaget og fortsætter: 

'Jeg står 100 procent bag mit personale. Jeg accepterer ikke chikane, råben eller anden krænkende opførsel over for mine medarbejdere.'

Hændelsen søndag har da også fået konsekvenser for de to råbende kunder.

Ifølge butikschefen, var deres råben heller ikke det eneste, der skete søndag. 

'Til herren og damen fra i dag søndag, vi ved hvem I er. Hvis I læser med her, så er I ikke velkomne i butikken igen – medmindre det er for at betale for de varer, I lige 'glemte' at betale for,' står der også i opslaget.

Ivan opfordrer til slut til, at kunder husker den gode tone.