Netto med nyt tiltag: Sænker priserne på 'favoritvarer'
De nedsatte priser er indført uden bagkant.

De nedsatte priser er indført uden bagkant.

Priserne er de seneste år kun gået én vej i supermarkederne.
Men nu sænker discountkæden Netto prisen igen på »en lang række varer og giver markante besparelser på mange af de favoritvarer, der er vigtigst for danskerne«.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Salling Group, der ejer Netto.
»Det er centralt for Netto, at vi har gode priser på de varer, som danskerne bruger flest af. Derfor reagerer vi som altid på markedet og sænker priserne på en lang række favoritvarer,« siger Nette Danmarks direktør, Braw Bakir, og fortsætter:
»Samtidig fastholder vi at have løbende skarpe tilbud med ekstra lave priser.«
Han oplyser ikke, hvor mange varer, der bliver sat ned i pris.
Direktøren understreger dog, at der er tale om nedsatte priser uden bagkant, der ikke vil erstatte de ugentlige tilbud.
»Vi vil fastholde presset, og allervigtigst er, at der er tale om prisfald, som virkelig vil kunne mærkes for vores kunder. Ikke kun i morgen og weekenden over, for vi sætter ingen tidsmæssig bagkant,« siger Braw Bakir.
Netto udkommer lørdag 2. maj med en form for tilbudsavis, der viser de nye nedsatte varer.
Den skulle ifølge pressemeddelelsen blandt andet indeholde nedsatte priser på youghurt, oksekød og bleer.