Bør vi mærke europæiske varer mere tydeligt?
Det spørgsmål har dagligvarekoncernen Coop haft oppe at vende, efter flere og flere forbrugere er så forundrede over USAs præsident Donald Trump, at de vil boykotte amerikanske varer.
Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka, har allerede meldt ud, at varer fra Europa får en stjerne.
Og nu er Coop, der står for SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Kvickly og 365discount, klar med et svar på, om de gør det samme.
Svaret er nej.
»Vores kunder vil ikke finde en europæisk mærkning i Coops butikker i den nærmeste fremtid,« skriver Thomas Roland, der er chef for vareansvarlighed- og kvalitet i Coop, på Linkedin.
Han forklarer, at det simpelthen er for kompliceret at redegøre for, om varen skal have et europæiske mærke eller ej.
»Mærkning er godt til at gøre et kompliceret forhold enkelt at forholde sig til. Men bagsiden er, at nuancerne forsvinder,« skriver han og nævner nogle forskellige spørgsmål:
»Hvem rammer det egentlig, hvis Carlsberg må skrue ned for den danske produktion af Coca-Cola i Fredericia? Er det retvisende, hvis en pose af Coops californiske mandler skulle mærkes som europæisk, blot fordi Coop er en dansk virksomhed? Og bør Merrilds arabicabønner fra Sydamerika eller Afrika mærkes som europæiske, når Merrild er europæisk ejet? Og hvor kommer foderet til de danske dyr egentlig fra?«
Thomas Roland mener, at svarene på de spørgsmål er svære at komme med.
»En mærkning, der f.eks. fokuserer på, hvor virksomhedens hovedsæde ligger, kan meget nemt blive misvisende – og i værste fald skadelig for både danske og europæiske virksomheder,« skriver han og tilføjer:
»Og også skabe et falsk billede af, at den direkte vej til at påvirke international handel er gennem din indkøbskurv.«