Minister med garanti efter møde: Billigere mad
Efter et lukket møde med dagligvarebranchen fortæller skatte- og vækstministeren, at han har fået deres ord på, at kunderne kommer til at spare penge ved kassen, når de nye momsregler er gennemført.

Efter et lukket møde med dagligvarebranchen fortæller skatte- og vækstministeren, at han har fået deres ord på, at kunderne kommer til at spare penge ved kassen, når de nye momsregler er gennemført.

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) lægger nu hovedet på skafottet.
Efter et møde mandag med dagligvarebranchen slår han nu fast, at danskerne rent faktisk vil spare penge, når regeringen har fået gennemført en skattereform, der blandt andet fjerner moms på frugt og grønt og halverer moms på alle andre fødevarer.

Inden mødet meldte Jakob Engel-Schmidt nemlig ud, at dagligvarebranchen skulle give ham »håndslag« på, at den lavere moms kommer til at betyde lavere fødevarepriser i supermarkedet.
Og nu melder ministeren ud, at han rent faktisk har fået det ønskede håndslag.
»Jeg havde et supergodt og konstruktivt møde med detailbranchen. Og jeg er rigtig glad for, at detailbranchen tydeligt har sagt, at danskerne vil komme til at mærke det ved kassebåndet,« skriver Jakob Engel-Schmidt i en mail til B.T.
Han tilføjer:

»Derfor er det regeringens og min ambition, at vi hurtigst muligt får fjernet momsen på frugt og grønt og halveret den på alle andre fødevarer. Det arbejder Skatteforvaltningen benhårdt på.«
Det har ellers været tvivl om, hvorvidt supermarkederne i virkeligheden bare ville hæve priserne på varerne, så den lavere moms ikke vil komme kunderne til gode.
Eksempelvis fordi forsyningskæderne til dagligvarebutikkerne hæver priserne.
Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i AL Sydbank, har forklaret, at et ‘groft skøn' er, at en gennemsnitlig husstand vil spare 200 til 300 kroner om måneden ved regeringens moms-forslag.
Det regnestykke forudsætter imidlertid, at nulmomsen på frisk frugt og grønt samt halveringen af moms på fødevarer generelt slår igennem én til én i priserne i supermarkedet.
»Og det ved vi fra udlandet, at de ikke gør,« sagde Brian Friis Helmer 2. juni til B.T.
En anden ting er, at dagligvarekæderne er usikre på, hvilke varer med frugt og grønt, der skal have fjernet momsen.
»Vi spørger os selv, om det kun gælder friskt frugt og grønt. Hvad med frosne grøntsager? Vores færdige salatblandinger? Hvad med smoothies? Yoghurt med frugtstykker? Gulerodsboller?,« lød det 12. juni fra Jacob Krogsgaard, der er pressechef i Salling Group, til B.T.
På mødet mandag kom der ikke nogen præcise svar på de spørgsmål, men det er blevet aftalt, at der nedsættes et forum, hvor de »tekniske detaljer« skal løses.
»Vi vil nedsætte et dialogforum, hvor vi løbende kommer til at drøfte med detailbranchen, hvordan vi får implementeret løsningen og de tekniske detaljer på den bedst mulige måde,« slutter Jakob Engel-Schmidt sin mail.