Meny og Spar er blandt de supermarkedskæder, som fremover ikke vil tilbyde kunder at betale med MobilePay.

Koncernen Dagrofa, som står bag supermarkedskæder som Meny og Spar, vil fjerne muligheden for at betale med MobilePay i dens butikker.

Det skriver mediet Finans.

Beslutningen kommer, efter at MobilePay har bebudet, at butikker fremover vil skulle investere i nyt udstyr for fortsat at kunne lade kunder betale med MobilePay.

Betalinger via MobilePay udgør under én procent af betalingerne i Dagrofas butikker, skriver Finans.

Derfor vil man ikke længere satse på betalingsløsningen.

Det siger Morten Vestberg, der er kommunikationschef hos Dagrofa.

- Den primære årsag er, at MobilePay fremover kræver et nyt teknisk setup til betalingsløsningen i butikken, og med den investering, der følger med, har vi vurderet, at det ikke var den vej, vi ville gå, siger han til Finans.

Foruden Meny og Spar hører også Min Købmand og Let-Køb under Dagrofa.

Samlet set vil beslutningen gælde for mere end 530 butikker. Der vil dog være mulighed for, at den enkelte butik kan vælge MobilePay til.

/ritzau/