Hos Meny og Spar-kædernes ejer, Dagrofa, går det godt. Det melder en glad direktør ud, nu hvor årets regnskab offentliggøres.
Tomas Pietrangeli, der er administrerende direktør hos koncernen, lægger samtidig ikke skjul på, at selskabet befinder sig i et svært marked.
»Jeg hæfter mig ved, at omsætningen vokser så markant, selvom det er et svært marked, vi opererer i,« siger han til B.T.
Torsdagens årsregnskab viser således en fremgang på mere end en milliard kroner på omsætningen – til 20,9 milliarder kroner. Hvilket samtidig er det højeste resultat nogensinde.
Ifølge direktøren skyldes det, blandt andet, købet af Aarstiderne.
Koncernens overskuddet ender også på seks millioner kroner mere i 2025 end året forinden: 99 millioner kroner.
Megatrend afgørende
Tomas Pietrangeli siger, at man i selskabet arbejder med den grundpræmis, at danskerne har deres øjne fastfæstnet på tilbud.
En situation, som kan blive påvirket af, at krigen i Mellemøsten gør verden usikker.
Han hæfter sig dog også ved, at det har været muligt for Dagrofa-koncernen at klare sig rigtig godt, selvom fødevareinflationen har været høj og forbrugertilliden – altså danskernes tillid til økonomien – har været lav.
Derudover bemærker Tomas Pietrangeli, at det ikke er den eneste ramme om deres arbejde, som de skal forhold sig til dagligt.

For derudover er der en »megatrend« inden for indkøb af mad, hvor danskerne bruger mindre og mindre tid på madlavning og i højere grad hælder til nemmere løsninger.
Hos Dagrofa har man blandt andet opkøbt den populære Aarstiderne-virksomhed, som blandt andet er kendt for økologi og måltidskasser.
Købet af Aarstiderne er også en del af grunden til, at de i koncernen har øget omsætningen betragteligt.
Burger-boost
Et andet eksempel på en investering, der peger i en anden retning end øget salg af råvarer, er et nyligt samarbejde med burgerkæden Halifax.
»Det er et sindssygt vigtigt strategisk område,« siger den administrerende direktør, inden han uddyber:
»Nu har vi lavet et samarbejde med Halifax, vi har mad ud af huset, man kan bestille online, og vi har færdigretter. Så det er et vækstben, vi satser på.«
I det hele taget lægger han ikke skjul på, at Dagrofa gerne vil vokse.
Det beviser erklæringen om, at man vil sidde på en større del af det danske marked, også.
Altså vil de sælge flere af de dagligvarer, som bliver købt af de danske kunder.
Det betyder også, at de hos Dagrofa investerer et milliardbeløb – nærmere bestemt 1,3 milliarder – i at vokse.
»Jeg er sådan set ligeglad med, hvor vi henter de markedsandele, vi har som erklæret mål at vokse,« lyder det.
Ud over Meny og Spar-kæderne har Dagrofa også Min Købmand og Letkøb-kæderne.
Desuden hører Dagrofa Logistik og Dagrofa Foodservice, som leverer råvarer til professionelle i foodserviceindustrien, med i porteføljen.
Du kan lytte til Borgerlig Tabloid på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


