Medie afslører: Mindre chokolade i Quality Street – brugere raser over kvaliteten
Nu er der også palmeolie i de berømte chokolader – og får ifølge eksperter chokoladen til at smage af voks.

Nu er der også palmeolie i de berømte chokolader – og får ifølge eksperter chokoladen til at smage af voks.

Chokolader og karameller fra Quality Street er noget mange forbinder med julehygge og forkælelse af ganen.
Men nu kommer Daily Mail med noget af en afsløring om det hæderkronede britiske mærke.
Ifølge Daily Mail holder Quality Street slet, slet ikke den samme kvalitet som tidligere.
Det britiske medie har gennemgået ingredienslisten minutiøst, og det viser sig, at den har ændret sig en hel del de seneste par år.
Palmeolie, som har et højt indhold af mættet fedt, er i løbet af de sidste 20 år blevet en del af ingredienserne – hvorimod sukker nu har overhalet mælkechokolade som hovedingrediensen i de berømte chokolader.
Quality Street får da også drøje hug på de sociale medier.
Idet palmeolie smelter ved en langt højere temperatur end kakaosmør, får chokolade lavet med palmeolie ifølge eksperter en ubehagelig, voksagtig eller smuldrende fornemmelse i munden.
Brugerne vender også tommelfingeren nedad:
'De burde vende tilbage til den gamle opskrift. Så ville folk måske købe dem igen, og de ville faktisk smage af chokolade,' lyder det ifølge Daily Mail fra en bruger som er overrasket over, at Quality Street stadig må kaldes chokolade.
Flere andre stemmer i. En mener, at Quality Street-chokoladerne i dag 'kun er en skygge af, hvad de engang var'.
Også Quality Street, som sælges her i Danmark, har palmeolie på ingredienslisten – hvilket dog ikke er unikt for det hæderkronede britiske mærke.
»Som mange andre konfektureprodukter indeholder Quality Street små mængder plantebaseret fedt, hvilket fremgår tydeligt af ingredienslisten på emballagen,« lyder det i en udtalelse fra Nestlé, som i dag producerer Quality Street.