Prisen på oksekød har været på himmelflugt flere år i træk, og det føles snart som 10 år siden, at du kunne købe et halvt kilo fast til 25 kroner.

Men hvad gør du egentlig, hvis du stadig vil spise den klassiske kødsovs, lasagne eller burger, og ikke vil betale ved kasse et for oksekød? 

Masterchef-finalist, madblogger og opskriftsudvikler på annamad.dk, Anna Bartels, guider dig til de mest smertefrie erstatninger i hver af retterne. 

Anna Bartels deler opskrifter med sine følgere på Instagram under eget navn. 
Anna Bartels deler opskrifter med sine følgere på Instagram under eget navn.  Foto: Privat
Vis mere

Kødsovs

Det vigtigste ifølge Anna Bartels, når du skal erstatte kød, er at finde andre råvarer, som giver smag i en kødsovs for eksempel.

»I en kødsovs ville jeg skifte oksekød ud med finthakkede svampe – det kunne være champignoner – for de giver en lignende smag og konsistens.«

»Derudover er rødvin, krydderurter som timian og oregano og måske en slat fløde med til at gøre saucen mere cremet og smagfuld.«

Anna Bartels river grøntsager ned i saucen – gulerødder og squash for eksempel – men råder til at rive de grøntsager, du har i skuffen. Kål, rodfrugter eller lignende. Det koger alligevel ud i saucen. 

»Jeg erstatter også kødet med beluga-linser, som kan fås i mange supermarkeder. Den koger ikke ud som røde linser gør, men der er derimod stadig noget bid i. Så er det virkelig billigt, sundt og der findes mange opskrifter på nettet med fremgangsmåder.«

»Derudover er et meget simpelt råd at koge din kødsovs længe, hvis du ikke allerede gør det. Mindst en time. Alle råvarerne afgiver mere smag.«

Er du ikke helt klar til at sige definitivt farvel til kød, råder hun til et kompromis eller en glidende overgang. 

»Hvis du for eksempel blot bruger halvdelen af pakken med oksekød og erstatter resten med finthakkede svampe og revne grøntsager. Du vil ikke føle, at du mangler halvdelen.«

»Du kan også erstatte med kylling, hvis linser og grøntsager slet ikke er noget for dig,« siger Anna Bartels.

Lasagne

Her gælder de samme principper som i kødsovs. Anna Bartels har dog nogle råd, man kan være særligt opmærksom, når man laver lasagne. 

Igen råder hun til at rive grøntsagerne ned i saucen, hvor hun bruger aubergine, finthakkede svampe og spinat.

»Hvis man bliver præsenteret for store stykker af grøntsager en lasagne, får du ikke den samme fornemmelse. Spinat er samtidig ret saftigt og bidrager med umami.«

»Derudover kan man røre smagsgivere ud i bechamelsaucen.« 

»Det kunne være rød pesto, som giver en masse smag – eller estragon, som kan give noget af den samme smag som bøf med bearnaise, som er lidt komfortabelt, hvis man befinder sig på dybt – vegetarisk – vand.«

Til sidst putter Anna Bartels ofte valnødder i saucen, lige inden den er færdig, eller ovenpå lasagnen. 

»Det giver knas og er lækkert i lasagne.« 

Burger

I burgere er der mange mulige erstatninger for bøffen, fordi der er mange andre ting i en burger, som giver smag. Og Anna Bartels har tilmed tre vidt forskellige bud. 

»Du kan bruge halloumi – græsk grillost – som du panerer klassisk og steger med olie på panden. På smag og konsistens lægger det sig tæt op af fried chicken, som er virkelig lækkert i en burger.«

I en helt anden og meget billig version skærer hun et stykke blomkål eller knoldselleri i størrelse af en bøf og steget det mørt i olie, smør, hvidløg og rosmarin. 

»Du får et alternativ, som smager rigtig godt, og som du tilfører flere af de smage, du ville tilføre en bøf.«

Sidste bud er en bøf af revne grøntsager, finthakkede svampe, røde linser, æg og krydderier. Du blander det til en konsistens af fars og laver bøffer af det. 

»Et afsluttende råd som du kan tilføre alle retterne, er at bruge ost. Det giver umami og er lækkert i alle tre retter.«