Tidligere på måneden udgav Danmarks Statistik nye tal, der viser, at æg er steget i pris.

Helt nøjagtigt viser tallene at æg i juli var 8,4 procent dyrere, end de var i samme periode sidste år.

Og den prisstigning har brancheorganisationen Danske Æg en mulig forklaring på.

Det skriver DR, der citerer P1 Morgen, hvor sektorchef i Danske Æg, Jørgen Nyberg Larsen, kommer med et bud på prisstigningen.

Han peger på en større efterspørgsel, der ifølge sektorchefen kan skyldes en trend, hvor forholdsvist billig protein er i høj kurs.

»Og så har det også et lavt klimaaftryk, så vi ligger fuldstændig rigtigt på mange af de store dagsordener, og det sætter sig i efterspørgslen,« tilføjer han til mediet. 

Derudover peger Dansk Æg på et lavere udbud som følge af blandt andet fugleinfluenza som en mulig forklaring.