Søndag sidste uge tog Mark Olesen Jensen, som han ofte gør, en tur i Meny Domus Vista på Frederiksberg for at handle ind.
Men handleturen blev slet ikke som alle de andre, for hans frygt var blevet til virkelighed.
Scan-selv-kasser var flyttet ind.
I flere uger havde renoveringen i butikken givet ham en fornemmelse af, at de var på vej - og pludselig var det blevet en realitet, at det lokale supermarked, ifølge Mark Olesen Jensen, nu er hoppet med på »du-rager-os-en-bønne-bølgen«.
En beslutning, den 41-årige Frederiksberg-borger er »virkelig trist over«.
»Jeg handler i Meny, det har jeg gjort i mange år. Jeg holder meget af den, for der er kvalitet og service. Det er mennesker, der gider deres arbejde. Det er en fornøjelse at komme der,« siger han til B.T. og tilføjer:
»Jeg tænkte, fedt, fedt, fedt, at man havde valgt det fra. Men så er jeg er ovre og handle, og så møder synet mig. Jeg tænkte 'øv'. Det er blanding af tristhed, og en politisk holdning om, at den her vej vil jeg ikke, som ramte mig.«
Indtil nu har Meny på Nordens Plads ikke haft selvbetjeningskasser, modsat flere af supermarkedets konkurrenter, der for længst har indført det.
Mark Olesen Jensen forstår fuldt ud, at mange er glade for selvbetjeningskasser, der kan gøre handleturen hurtigere. Men han frygter, hvilket samfund vi skaber.
»Nogle vil måske ikke konfronteres med andre mennesker, eller nogle vil have den hurtige løsning. Det er jo helt fair. Men der er bare to ting: Vi mennesker taler ikke sammen mere, og vi er ved at få berøringsangst for hinanden,« siger han og tilføjer:
»Hvornår møder vi det ukendte? Det gør vi aldrig mere. Vi er ikke kontakt med hinanden mere.«
Netop dét, synes Mark Olesen Jensen, er bekymrende.
»Til sidst kan man jo nærmest blive født, gennemgå en uddannelse og alt muligt andet uden at møde et menneske, og så kan man lægge sig til at dø. Og så var det faktisk dét – groft sagt og med et blink i øjet,« siger han.
På Facebook deler Mark Olesen også sin bekymring i et opslag, der blandt andet lyder: 'Jeg hader denne udvikling', og 'digitaliseringen er en besparelse, hvor jeg lige pludselig er blevet ansat i Meny'.
Han fortæller til B.T., at han godt er klar over og respekterer, at ikke alle deler hans synspunkt.
Og det kan man tydeligt se i kommentarsporet under hans opslag, hvor debatten deler vandene.
Flere bakker ham op og fortæller om lignende oplevelser fra andre butikker, hvor scan-selv-systemet har ødelagt nærhedsoplevelsen, mens andre er uenige i Marks holdning.
Til B.T. fortæller Jesper Guldbrandsen, der ejer Meny Domus Vista, at det ikke vil påvirke den gode service, at selvbetjening er blevet en mulighed.
»Mange efterspørger den hurtige løsning, og det vil Meny gerne kunne tilbyde – det er ikke en spareøvelse. Vi fjerner ikke de manuelle kasser, som nogle andre kæder gør,« siger han og tilføjer:
»Vi nedprioriterer ikke vores service, det går derimod den anden vej, at der kommer endnu mere service. Så det skal kunder ikke være nervøse for.«

