Hos Salling Group anerkender de, at de har brudt løfte givet til deres kunder om kontroversiel kylling. Nu kommer de med et nyt løfte.
En gennemgang, B.T. har lavet, viser dog, at det nye løfte også har lange udsigter.
»Vi dedikerer mere plads i såvel markedsføring og kølere til langsomt voksende alternativer fra eksempelvis De Danske Familiegårde, Princip og Løgismose.«
Sådan lød det nye løfte fra Salling Groups pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen om vejen frem til en ny udfasning af den såkaldte turbokylling.
Det blev givet, efter B.T. afdækkede, at de ikke havde levet op til at have udfaset fersk turbokylling per udgangen af 2025. Som de ellers havde lovet kunderne.
Salling Group erkendte og sagde derefter, at en ny dato for udfasning hedder 2028.

De lover nu i stedet løbende frem mod den nye deadline at sætte ind på flere andre områder. Noget kunne dog tyde på, at det – indtil videre – også er tomme løfter.
For i uge 12 lige inden påskesæsonen for alvor starter er tibudsaviserne fra Salling groups tre kæder Netto, Føtex og Bilka plastret til med turbokylling, mens der er langt mellem kyllingerne med velfærdshjerter på.
I har 12 ferske kyllingeprodukter uden velfærdshjerter og kun en håndfuld med hjerter i jeres tilbudsaviser netop nu. Kunne I så ikke gøre mere markedsføringsmæssigt for at skubbe på udviklingen?
»Helt bestemt. Det kommer vi også til,« lyder det fra pressechefen.
Professor i bioetik ved Københavns Universitet, Peter Sandøe, retter kras kritik af dagligvarekæderne, der ikke lever op til deres løfter. Uden det meldes ud.
»Jeg synes da, at det er tyk dobbeltmoral, når man slår sig op på, at der ikke er turbokylling i ens supermarked længere, og så er de pludselig i kølediskene igen, uden at man melder det ud,« sagde han for nylig til B.T.
Han forklarede i den omgang, hvorfor de her kyllinger, som vokser sig fra 50 gram til to kilo på fem uger, skaber så meget debat. Samtidig stiger forbruget dog, i takt med at fødevarepriserne går op.
Han siger også, at det netop er dagligvarekæderne, som har magten til at gøre meget på dette område.
Peter Sandøe understreger videre, at Salling Group som den største på det danske dagligvaremarked burde lede an, men i høj grad har været fodslæbende.
»De kunne rykke rigtig meget, hvis de ville. Det handler om at tage en beslutning. Buræg var også kun en ting, indtil kæderne valgte at sætte ind der,« siger professoren.
Rema 1000 får ros af dyrevelfærdsorganisationen Anima for at have rykket sig en del, hvor Coop også har været stærkt kritiseret for at ligge bagerst i kapløbet om at udfase turbokylling.
Dertil har B.T. også afdækket hvordan Lidl har geninført den debatterede kylling.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


