»Jeg forventer ikke længere, at Lidl har tilbudsvarer, når jeg kommer.«

Sådan siger en frustreret Kim Pedersen, som gang på gang har stået foran tomme hylder i sin lokale Lidl-butik.

tip os
Har du oplevet noget frustrerende eller overraskende i forbindelse med julesalg? Så fortæl os om det i formularen her!

Og det har været tilfældet i flere butikker, at kunder har måttet gå forgæves med meldingen om, at tilbud er udsolgt.

Lidl har nemlig skudt det store julesalg i gang med flere tilbud – hvis altså de tilbudshungrende danskere kan nå det.

Ifølge Kim Pedersen gælder det både tilbud og til tider almindelige varer.

»Det sker igen og igen, og jeg bliver lidt forarget. Jeg synes ikke, de kan være det bekendt.«

B.T. zoomer i december ind på de dagligvaretilbud, der traditionelt bliver presset helt i bund og suger danskerne til sig hvert eneste år.

Og interessen er kun blevet skarpere i takt med de stigende fødevarepriser – ikke mindst på smør, som ifølge Danmarks Statistik er drønet over 53 procent i vejret på blot fem år.

I denne uge kan man i Lidl blandt andet købe tre pakker Lurpak smør og smørbart for 5,95 kroner stykket.

Et tilbud, som B.T. også har skrevet om. Det kan du læse mere om HER.

Dog lader det til, at flere Lidl-butikker har haft svært ved at leve op til smørefterspørgslen.

Også Gert Frydendal fra Faaborg er frustreret over, at tilbudsvarer er udsolgt.

»Jeg er pisseirritret over det.«

Fredag var det planen, at han skulle fylde flæskesteg, ost og brød på tilbud i sin kurv.

Kurven forblev dog gabende tom, eftersom alle af de tre varer, ifølge Gert Frydendal, var udsolgte.

Derfor har han taget en beslutning:

»Jeg sætter ikke mine ben der igen lige foreløbig. Så kører jeg hellere i Rema 1000 for ikke at gå forgæves,« siger han.

Kan du ikke bare komme lidt tidligere?

»Jeg har et arbejde jeg skal passe.«

Der er jo ofte restriktioner på, hvor mange styk man må købe, så har Lidl ikke gjort, hvad de kan for at sikre, der er nok til alle?

»Det synes jeg, men det gør andre supermarkeder også. Men er det så fordi, de har dårlige indkøbere i Lidl?« undrer Gert Frydendal sig.

Gert Frydendal og Kim Pedersen er ikke alene om at komme skuffet og tomhændet hjem fra Lidl.

Flere kunder er gået til tasterne på Truspilot og på Lidls egen Facebook-side:

»Jeg er holdt op med at gå efter tilbuddene. Det har været forgæves for mange gange,« skrev en facebookbruger i forbindelse med et opslag om netop Lurpak på tilbud.

Få dage inden skrev en trustpilotbruger således på Lidls profil:

»Lidl er kun billig på det teoretiske plan. For alle gode tilbud er væk, inden man kan nå at sige 'gedemælk'. Ost på tilbud fra i går – her til morgen udsolgt. Flæskesteg på tilbud fra I DAG – udsolgt …«

Hos Lidl bekræfter man, dét mange af deres kunder har oplevet.

»Søndag solgte vi betydeligt mere end 500.000 pakker smør, hvilket er langt over forventningen,« lyder det i et skriftligt svar fra Thomas Sejersen, der er pressechef i Lidl.

»Det skyldes sandsynligvis, at vi langt billigere end vores konkurrenter, og derfor har flere kunder været forbi Lidl her i weekenden. Det bekræfter vores salgstal også.«

Han påpeger samtidig, at løbet endnu ikke er kørt for de smørglade kunder og kommer med et løfte om et nyt tilbud:

»Der er stadig smør hylderne, og vi kommer igen på søndag med en skarp pris på flæskesteg.«

Pressechefen mener, at det er beklageligt, at nogle kunder er gået forgæves men pointerer, at man gør alt hvad man kan for at stille folks tilbudssult.

»Vores indkøbere kæmper med næb og klør for at have så store mængder af tilbudsvare som overhovedet muligt, men da vi ikke er den eneste detailkæde, som sælger disse fødevarer, oplever alle kæderne en øget efterspørgsel fra forbrugerne.«