Dagligvarekæden Lidl kommer ikke til at tøve med at sænke priserne yderligere.

Det gør de ikke, hvis supermarkedskonkurrenterne gør et forsøg på at overtage pladsen som Danmarks billigste discountkæde.

Det siger Peer Sandtner, indkøbsdirektør i Lidl Danmark, til mediet RetailNews.

»Vores løfte til kunderne er, at vi er de billigste, og det kan man ikke gå på kompromis med. Hvis der er nogle andre, der tester os, så er der ingen tvivl om, at vi skal sænke priserne yderligere,« siger han til mediet. 

Der har verseret priskrig blandt discountkæderne siden begyndelsen af maj.

Først var det Lidl, der annoncerede lavere priser på 200 varenumre.

Så fulgte blandt andre Netto, 365discount og Rema 1000 trop med store prisnedsættelser på mange varer.

Siden da har flere af konkurrenterne ifølge Peer Sandtner dog ikke holdt deres løfte. 

Tidligere har B.T. da også kunne beskrive, at Netto har droppet løftet om faste lave priser:

En gennemgang af en Netto-avis fra maj med 99 varer, der var blevet sat ned i pris »uden bagkant«, viser, at 40 af varerne ikke længere er sat ned i pris.

Ifølge Madprisluppens månedlige prissammenligning har Lidl haft de billigste fødevarer siden maj.