Hvad koster tingene egentlig?
Lars Nielsen er rabatjæger, og han ærgrer sig over, at det ikke altid er til at finde ud af, når han handler i Coop.
Over for B.T. forklarer Lars Nielsen nemlig, at han ikke længere kan gennemskue sine boner. Og Coop lægger sig fladt ned.
»Jeg har handlet hos Coop i Hinnerup, og min søn har handlet i 365discount inde i Aarhus, og begge gange har det været umuligt for os at se, hvad varerne har kostet hver især,« siger Lars Nielsen til B.T.
På de to kvitteringer – fra henholdsvis 1. september og 19. oktober – kan man se, hvad prisen på de enkelte varer har været.
Og dog.
For længere nede er der i begge tilfælde adskillige punkter, som bare hedder 'rabat'.
Dermed er det ifølge Lars Nielsen umuligt at gennemskue, hvad hver enkelt af varerne faktisk har kostet.
»Det er fuldstændigt håbløst. Jeg er rabatjæger, og det var jo derfor, jeg gik i Coop,« siger han.

Men er det vigtigste ikke, at du trods alt får rabatten og dermed køber varen til den rigtige pris?
»Jo, men mit problem er, at når jeg får bonen i butikken, så har jeg fem-ti sekunder til at kontrollere den,« siger Lars Nielsen.
»Nu har jeg ikke en chance for at konstatere, om det er den rigtige rabat, jeg har fået. Det skal man nærmest gætte sig til.«
»Jeg kunne sikkert godt gøre det, hvis jeg gik hjem og brugte tid på at finde tingene i tilbudsavisen, men det kan jo ikke være meningen,« siger Lars Nielsen.
Han kan ikke forstå, at Coop ikke kan skrive normalprisen og rabatten sammen, så det er tydeligt, hvad han har betalt.
»Coop har drevet forretning i mere end 100 år, så hvordan kan de finde på at gøre det på denne her måde? Hvor svært kan det være at lave en bon. Det her er håbløst,« siger Lars Nielsen.
Hos Coop er man opmærksom på problemet, som man arbejder på at løse:
»Det er ved en mindre del af transaktionerne, at rabatten ikke står direkte i forbindelse med den vare, der udløser rabatten, nemlig når den samme vare er på flere forskellige slags tilbud, og når flere varer er på samme tilbud – og kunden benytter scan selv,« forklarer informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, over for B.T.
»Vi arbejder på at løse det. For vi er enige med kunden i, at det skal være nemt og tydeligt at se på sin kvittering, hvilken rabat der er på de enkelte varer,« tilføjer han.
Danskernes forbrug af el er steget voldsomt, så for mange vil der være meget at spare på regningen. Ekspert Tue Patursson giver fem gode råd i seneste afsnit af Spar Kassen.
Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder:
