Lige siden 1906 har der ligget en brugs i byen Lendum - senest Dagli'Brugsen. Det fortæller bestyrelsesformanden for den lokale brugsforening.

Men nu er det slut.

I stedet for en Dagli'Brugsen har foreningen, der selv ejer bygningen, lavet aftale med Dagrofa om, at de skal åbne en købmand.

»Det blev simpelthen for dyrt i længden at have en brugs her.«

Sådan lyder meldingen fra Bestyrelsesformand Søren Tjønneland, som fortæller, at det bare krævede nogle ændringer i foreningens vedtægter, før de kunne rykke videre.

Bestyrelsesformanden fik ellers til opgave tilbage i 2018 sammen med en nyvalgt bestyrelse at vende en forretning, der skrantede voldsomt, og det lykkedes faktisk.

Der var bare det problem, siger han, at det kædebidrag, man betaler som brugsforening til Coop, det slugte alt overskud, der kom i kassen.

Butik trængte til pust af nyt liv

Ifølge ham er det såkaldte kædebidrag, som de i en brugsforening betaler til Coop til logistik, it-systemer, vagtplanlægning og lignende, steget og steget, og det har ædt overskuddet.

Søren Tjønneland fortæller, at folk med alle mulige forskellige kompetencer er mødt op for at gøre deres bygning klar til den nye købmand.
Søren Tjønneland fortæller, at folk med alle mulige forskellige kompetencer er mødt op for at gøre deres bygning klar til den nye købmand. Foto: Privat

»Vi har haft et ønske om at investere i butikken. Sætte den i stand og eksempelvis få lavet hylder med automatisk prissætning, så brugsuddeleren ikke hver morgen skal printe en kæmpe bunke nye prisskilte ud,« lyder det fra Søren Tjønneland, som fortsætter:

»Men det har bare ikke været muligt med det kædebidrag.«

Af de 12 millioner kroner, som Dagli'Brugsen i Lendum, en by, der ligger midt mellem Frederikshavn og Hjørring, genererede, gik en million til kædebidraget, lyder det fra formanden.

Det var efter lønningerne den næsthøjeste post på budgettet. En post, de til sidst ikke kunne bære i forretningen.

»Det største problem var, at når vi spurgte til, hvad pengene gik til, fik vi ikke svar. Hvis man skal betale ågerpriser, så vil man i det mindste vide, hvad pengene går til. Det var et cirkus. Det er bare min mening.«

Hos Coop kan man ikke genkende, at der har manglet åbenhed om, hvad kædebidraget går til.

»Vi udspecificerer ret detaljeret, hvad kædebidraget går til – og man er altid velkommen til at vende tilbage for supplerende information,« lyder det i et skriftligt svar fra Coops Informationsdirektør, Jens Juul Nielsen.

Ville betyde byens død

Ifølge Søren Tjønneland udhuler man økonomisk de små brugser. Han mener, at man fra Coops side bør kigge på, om man kan sætte kædebidraget mærkbart ned, så det er knap så tung en byrde for de mindre butikker.

»Hvis ikke vi har en butik her i byen, så betyder det byens død.«

Hos Coop er man ærgerlige over, at der ikke længere skal ligge en Dagli'Brugsen i Lendum.

»Vi har stor forståelse for, at nogle brugsforeninger føler sig pressede. Og det har været år med ekstra store udgifter som følge af investeringen i fremtidens it-platform. Men det er ærgerligt, at man giver op netop nu,« skriver Informationsdirektøren i et svar, som han i første omgang sendt til TV 2.

»For nu er investeringen gennemført, og vi står med branchens mest moderne it-system. Vi kan derfor forvente fald i omkostningerne. Samtidig ruller vi det nye Brugsen-koncept ud, som giver optimale muligheder for tilpasning til kunderne lokalt.

Coop har gennemgået Danmarks-historiens største udrulning af et projekt med IT-firmaet SAP. Det har været i gang over en årrække, men er nu i mål.

Nu falder fællesudgift

Og kædebidraget, som altså har voldt problemer i Lendum, vil også falde.

»Det tal, jeg har hørt, er, at det falder med to procent over to år, og det er simpelthen ikke nok til, at det kan køre rundt for os,« siger Søren Tjønneland.

Han har været i en lang snak med Dagrofa, som blandt andet står bag Meny, Min Købmand og Spar, og nu er der altså fundet en løsning. En ny butik skal åbne 1. februar.

En masse af byens beboere er mødt op for at gøre den gamle brugs klar til, at en ny forretning rykker ind. Der er desuden samlet penge ind til formålet.

Kunne man ikke have lagt den indsats og de penge, da det stadig var en Dagli'Brugsen og så have været så meget længere?

»Jo, men det ændrer bare ikke ved, at kædebidraget stadig var alt for højt,« siger Søren Tjønneland.

»Vi havde mange snakke med Coop, for hvis det var muligt, var vi gerne blevet, men nu er det altså endt sådan her.«

Spar kassen

Få gode råd hver uge til at spare penge på dit forbrug.