Toblerone-chokolade til 12 kroner, instant-kaffe til 20 kroner og rødkål til nul kroner.

Alle tre er eksempler på tilbud, som i denne uge kan købes i Lidl – dog ikke uden en række betingelser. 

For ud over at tilbuddene kun gælder, hvis man er medlem og aktiverer en app-kupon, så kræver det også, at man handler for minimum 150 kroner.

Et greb, som Lidl har gjort brug af flere gange i december, og som ifølge Lidls pressechef hitter stort blandt kunderne.

Men den praksis møder nu kritik fra flere frustrererede forbrugere, som B.T. har talt med.

En af dem er Ann Sørensen, der undrer sig over kravet om minimumskøb for at få adgang til bestemte tilbudsvarer.

»Det synes jeg, er helt hen i vejret. Hvorfor skal man købe noget, man ikke har brug for, bare for at få lov til at købe et tilbud?,« siger hun til B.T.

tip os
Gør du brug af de ekstremt billige juletilbud? Så vil B.T. meget gerne høre fra dig. Kontakt os via formularen her.

Ifølge Ann Sørensen rammer ordningen især kunder, der handler småt og målrettet. 

I december sætter B.T. en lup over dagligvarepriserne, der traditionelt set bliver banket i bund i forbindelse med højtiden.

Og i år er interessen kun blevet skærpet, eftersom fødevarepriserne er steget med 32 procent siden 2021 ifølge Danmarks Statistik.

Ann Sørensen fortæller, at hun ofte kun går i supermarkedet for at købe enkelte varer – og derfor sjældent opfylder kravet om minimumskøb, og at hendes handlevaner er præget af et stramt budget.

Kan du ikke bare lade være med at benytte dig af kupon-tilbuddet?

»Jo. Der er ingen grund til at være dum. Man får jo ikke noget ud af at købe noget, man ikke har brug for. Det er jo penge ud ad vinduet,« mener hun.

Ifølge Thomas Sejersen, der er pressechef i Lidl, er kupon-tilbudene populære:

»Vi kan se, at vores kunder benytter sig af tilbuddene i stor stil, hvilket er meget positivt,« udtaler han i et skriftligt svar til B.T.

Ifølge pressechefen er disse kupon-tilbud til for butikkens loyale kundeskare.

»Vi vil gerne, ligesom alle andre dagligvarekæder især i denne tid, belønne de kunder, der gør deres faste indkøb hos os og samtidig tiltrække nye kunder, hvilket vi blandt andet gør med kupon-tilbuddene.«