Kommentarspor koger: Revser Rema
Rema 1000 i Norge får en hård medfart, fordi de har angivet priser i halvkilo i stedet for i kilo. Nu trækker de i land.

Rema 1000 i Norge får en hård medfart, fordi de har angivet priser i halvkilo i stedet for i kilo. Nu trækker de i land.

En helt ny måde at anføre varepriser på har vakt vrede hos vores norske naboer.
For Rema 1000 er havnet i et mindre stormvejr, efter de udsendte den seneste tilbudsavis. Det skriver Nettavisen.
Her var det ikke en mangel på tilbud på is eller grillpølser, der fik sindene i kog.
Det var derimod det faktum, at kæden angav priser på tomater og kartofler i halvkilo, i stedet for at angive prisen i kilo.
Og det har ifølge Nettavisen vakt vrede på sociale medier.
»Snyd, bevidst og forsætligt vildledende,« skriver en.
»Det er nemt at overse, hvad man skal betale. Men det er jo det, de håber på,« skriver en anden.
Til Nettavisen fortæller spareekspert Rune Nikolaisen, at han tror, det er et trick.
»Jeg tror, folk skimmer igennem og ikke læser grundigt nok, og jeg er ikke i tvivl om, at nogle gør. Jeg tror, det er en slags trick. Det forventer folk ikke,« siger han.
Kommunikationsdirektør Marte Ramuz Eriksen forklarer til Nettavisen, at prisforskellen skyldes et koncept, hvor man præsenterer kunderne for familiemiddage til samlet under 200 norske kroner. Derfor har man angivet prisen efter, hvor meget man skal bruge til opskriften – i dette tilfælde et halvt kilo.
Rema 1000 påpeger også, at priserne er angivet i overensstemmelse med gældende regler, hvor kiloprisen er angivet to steder. Ganske vist med en langt mindre skriftstørrelse end halvkiloprisen.
Efter forvirringen, som prisangivelsen har medført, har Rema 1000 dog ændret praksis fremover.