Kok med opråb til regeringen: 'Der er brug for ekstrem meget mere fokus' - minister er enig


B.T.s madanmelder Thomas Castberg mener, at børnene lærer »katastrofalt« lidt om mad i skolerne.
Derfor kommer han nu med et helt konkret forslag til SVM-regeringen.
»I min verden burde det være sådan, at et barn fra fjerde eller femte klasse skal gå fra skole med en ny ret under vesten hver uge,« siger han i B.T.s podcast 'Spar Kassen'.
Han slår fast, at det kræver, at der er »ekstremt« meget mere styring på, hvordan børnene lærer at lave mad.
»Der er for lidt styring. Det er ikke bare et spørgsmål om at have lidt mere fokus på det. Det burde være noget, der er ekstrem meget fokus på,« siger Thomas Castberg i podcasten og tilføjer:
»Der er en ting, vi kan være ret sikre på, og det er, at vi skal æde tre gange om dagen fra vi bliver født, til vi dør. Jeg er ret sikker på, at så mange tredjegradsligninger med potenser, og sådan noget skal vi ikke alle sammen lave resten af vores liv.«
Minister: Jeg er enig
B.T. har viderebragt Thomas Castbergs kritik til børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Og han er faktisk enig i, at der lige nu ikke er nok undervisning i at lave mad i folkeskolerne.

»Jeg er enig i, at madkundskab og andre praktiske fag skal fylde mere på skoleskemaet. Også for de ældste elever,« siger han.
Mattias Tesfaye vil dog ikke direkte gå ud og sige, at eleverne hver uge skal lære ny ret.
Han slår i stedet fast, at den skolereform, der kom i foråret betyder, at eleverne får meget mere praktisk orienteret undervisning i udskolingen.
»Skolen skal være et sted, hvor eleverne kan røre i gryderne og få mel på fingrene. Men det kræver et skolekøkken, hvor lågerne ikke er ved at falde af hængslerne,« siger Mattias Tesfaye og tilføjer:
»Med reformen afsatte vi 2,6 milliarder kroner til, at skolerne kan forbedre deres faglokaler, og det vil sikkert nogle steder betyde nye og mere moderne skolekøkkener. Det skal alt sammen være med til at gøre skolen langt mere fysisk og håndgribelig.«
Ministeren slutter af med at slå fast, at han er enig med Thomas Castberg i, at man i skolerne skal lære ligeså meget om madlavning som matematik, fysik og andre boglige fag.
Og det håber han kommer til at ske, når der er flere penge til eksempelvis nye skolekøkkener.
»Folkeskolen skal klæde os på til mange ting. Det er lige så vigtigt for ens almene dannelse, at man kan spejle et æg som at kende det periodiske system,« siger Mattias Tesfaye.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.