Paris har lysene. New York har tempoet. Dubai har skyskraberne.

Og så der København, som har noget, de andre ikke kan nå til sokkeholderne. 

Nu er den danske hovedstad endnu en gang kåret som verdens bedste by at bo i, skriver BBC.

Kåringen kommer fra The Economist Intelligence Unit’s Global Liveability Index, der vurderer 173 byer verden over.

Her bliver byerne bedømt på blandt andet stabilitet, sundhedspleje, kultur og miljø, uddannelse og infrastruktur.

Og København ligger helt i top. Den danske hovedstad får blandt andet topscore for stabilitet, uddannelse og infrastruktur.

Samtidig ligger byen højt, når det gælder kultur og miljø.

»Du kan cykle til arbejde, hoppe i havnen efter og komme hjem til aftensmadstid. Det er ingen speciel dag, bare en almindelig tirsdag i København,« siger Laura Amira Kassem til BBC.

Hun er ph.d.-studerende i København og har boet i byen i otte år.

Over for mediet fremhæver hun også løbeture ved Utterslev Mose, Fælledparken og søerne.

Derudover peger hun på Nørrebro, hvor grønthandlere, kebabshops og smykkebutikker ligger side om side med surdejsbagerier og naturvinsbarer.

På andenpladsen ligger Wien i Østrig. Herefter følger Melbourne, Sydney og Zürich.