Kirsten Gertsen på 73 år griner over, at hun senere i år kan se frem til at få den meget omtalte fødevarecheck på 2.500 kroner.
»Jeg har jo ikke gjort noget for at få den fødevarecheck,« siger hun.
Vi kommer tilbage til, hvad Kirsten Gertsen fra Emdrup nord for København har tænkt sig at bruge fødevarechecken til.
SVM-regeringen sælger fødevarechecken som målrettet hjælp til danskere, der er presset af høje fødevarepriser.
Men aftalen betyder i praksis, at to millioner danskere står til at modtage den kontante engangsudbetaling – også tusindvis af familier med en millionindtægt.
Samtidig er reallønnen steget, og fødevarepriserne faldet det seneste halve år.
Derfor undersøger B.T. i denne artikelserie, i hvor høj grad pengene bliver brugt på det, som var tiltænkt - eller reelt bare er ekstra statslige lommepenge.
Kirsten Gertsen mener, at det urimelige ved fødevarechecken er, at den bare dumper ind hos nogen mennesker.
»Jeg synes, at man skal yde, før man kan nyde. Det er min grundholdning,« siger hun og tilføjer:
»Alle dem, der bare hele tiden modtager hjælpepakker, er dem, der ikke har ydet for det.«
Hvem skal så i dine øjne have fødevarechecken?
»Det skal være dem, der virkeligt har brug for den. Jeg synes, at den bliver spredt alt for meget ud, når to millioner danskere får den,« siger hun.
Hvad har du tænkt sig at bruge de 2.500 kroner til?
»Der er ikke noget, jeg gerne vil købe. Jeg kan tage på en eller anden pigetur,« siger Kirsten Gertsen og griner.
En pigetur?
»Jeg tager jævnligt på pigetur til storbyer, og jeg skal snart til Hamburg, så det kan være, at de 2.500 kroner bruges på den tur,« siger hun.
Conny Mathiesen har slet ikke tænkt sig at bruge den kommende fødevarecheck på noget til sig selv. Læs mere HER.


